Fællesskabets folkeskole skal løftes – ikke udskiftes


Regeringen kom i denne weekend med et noget opsigtsvækkende forslag på skoleområdet. Nu skal der være en ny slags skole i Danmark.


Opdateret d. 05. september 2018

En såkaldt selvstyrende skole – som alternativ til folkeskoler og privatskoler. Jeg synes, at timingen er rigtig dårlig. I stedet for at regeringen lægger sig i selen for at understøtte og styrke en presset folkeskole, så kaster man sig over en ny skoleform, som risikerer at efterlade folkeskolen på perronen.

Folkeskolen har mistet mange børn til privatskolerne de seneste år. I dag er det faktisk hvert femte barn, der går på privatskole. Folkets og fællesskabets skole er ved at miste befolkningens opbakning og dermed rollen som en vigtig bærende funktion i samfundet. For folkeskolen er et samlingspunkt i lokalområdet. Det er sammen med daginstitutionen det sted, hvor murerens datter møder advokatens søn. Hvor fællesskaber og almendannelse sker på tværs af sociale skel. Men en stor reform i en cocktail med et hav af fagmål, lokale besparelser, skole – og klublukninger og ambitionerne om mere inklusion og dårligere vilkår for de ansatte har skubbet folkeskolen ud på kanten – og har medvirket til, at flere og flere forældre har valgt et alternativt. Det kalder på massiv politisk opbakning. Men i stedet for at investere det, der skal til, så søsætter politikerne et 10-årigt forsøgsprojekt, som først skal evalueres, når de selv er stoppet i politik. I min optik er det at flygte fra det politiske ansvar for folkeskolen.

Og lad mig slå fast, at det ikke handler om selve styreformen. Vi er mange selvejende daginstitutioner, der klarer sig rigtig godt i Danmark. Men det handler om, at vi ikke løser folkeskolens udfordringer med en ny forsøgsordning.
Det er i øvrigt påfaldende, at undervisningsministeren igen kaster sig over forsøg på skoleområdet og igen-igen overser hele fritidsområdet. Da Merete Riisager trådte til som minister, var meldingen, at hun var bekymret for fritidspædagogikken. Ministeren søsatte en stor undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut, som bekræftede hendes bekymring. Men trods det at både vi og andre har rykket efter svar, er der ikke sket mere siden.

I BUPL har vi lige gennemført en stor medlemsundersøgelse blandt pædagoger på skole- og fritidsområdet. Hele 46 procent af pædagogerne oplever, at normeringen i fritidsinstitutionerne er blevet dårligere inden for det seneste år. Til forskel fra skoleområdet er Merete Riisager ikke bundet af et stort skoleforlig, når det gælder fritidsområdet. Her har hun masser af mulighed for at spille med de politiske muskler og gennemføre afgørende indsatser, der kan løfte børne- og fritidslivet helt uden ”forsøgsordninger”. Men intet sker. Bekymringen var desværre nok ikke så stor, når alt kommer til alt.

I stedet for at eksperimentere med nye skoleformer, bør politikerne gå i gang med en langsigtet investeringsplan på hele skole- og fritidsområdet. Siden skolereformens begyndelse har BUPL mistet over 500 fuldtidsstillinger på skole- og fritidsområdet, viser de seneste tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. Og der er desværre nye sparekataloger på vej ude i kommunerne i forbindelse med det kommende års budgetter. Så ja. Jeg savner, at skolerne og fritidsinstitutionerne kommer på finansloven – ikke som endnu et forsøg, som skaber A, B og C-hold. Men som en politisk prioritet – med bred politisk opbakning.

Det fortjener folkeskolen og børnene. Fællesskabets skole. Det er ikke nok at lufte nye ideer om frihed og lokalt selvstyre i et valgoplæg. Det kan lyde besnærende, men det er ikke mange sure sild værd, når man ikke tildeler folkeskolen de midler, som den grundlæggende har behov for. For så kommer det bare til at blive lokalsamfundet, der står med aben. En abe der handler om at få en meningsfuld dag til at hænge sammen i en folkeskole med for få ressourcer.

Det handler jo dybest set om børnene. Også om de børn og forældre der har svært ved at leve op til kravene om at deltage i lokalsamfundet og støtte op om skolen. Vi vil en skole, hvor ingen er på tålt ophold, og hvor fællesskabet kan bære selv de, der har det sværest. Og nej, hverken skole eller fritid kan alene gøre op med uligheden, men vi skal gøre, hvad vi kan for at mindske den.

Derfor er det også håbløst, at de selvstyrende skoler udelukkende har mulighed for at fjerne nogle af de elementer, der skaber mere motivation for børnene; bevægelsen og variationen i skoledagen. De selvstyrende skoler må til gengæld gerne indsætte flere faglige timer. Timetallet i de faglige timer er allerede steget voldsomt i forbindelse med skolereformen, så hvis man piller bevægelsen, den understøttende undervisning og variationen ud, så kommer skoledagen til at føles endnu længere for børnene.

Jeg er mildt sagt skeptisk. Jeg er bestemt for mere frihed og selvbestemmelse lokalt, men ville ønske, at regeringen ville arbejde ihærdigt for at give den faglige frihed til medarbejderne, man får gennem ordentlige vilkår og rammer. Der SKAL nemlig være tid og ressourcer til at sikre den folkeskole og de fritidsinstitutioner, som lokalsamfundet og vores børn fortjener.


Se alle Elisas indlæg på Formandens blog