Fællesskabet skal bære os igennem


Coronavirussens anden bølge er skyllet ind over os med stor kraft. Det stiller store krav til os alle. Igen er store dele af samfundet lukket ned. Men daginstitutioner, skoler og fritidsinstitutioner er stadig åbne. Vores arbejde er nemlig en vigtig krumtap, når det handler om at få vores samfund til at hænge sammen. 


Udgivet d. 16. november 2020

Børn og unge kan ikke undgå at mærke corona-situationen, men vi skal forsøge at gøre deres liv fri for de fleste bekymringer – og på trods give dem en god og meningsfuld hverdag. Børn har kun én barndom. Den skal vi gøre så normal og tryg som muligt.

Men det ansvar skal vi ikke stå alene med. Situationen er lige så alvorlig, som den var i foråret, men væk er den ekstra rengøring, vikarhjælpen og måske også de ekstra kræfter, vi fik, da den første bølge kom – dengang fællessang samlede hele landet foran skærmen, og gaderne var lagt øde.

Hvor foråret var et hårdt, men kort forhindringsløb, føles det nu mere som et maraton. Det er svært, udmattende og medfører store frustrationer. Men på mange måder skal vi se corona, som vi ser andre arbejdsmiljøudfordringer, vi kan gøre noget ved. Hvis vi hjælper hinanden, kan vi gøre en forskel.

Det er nu, vi skal stå sammen i personalegruppen og sammen med tillidsrepræsentanten og arbejdsmiljørepræsentanten bringe udfordringerne videre op i systemet. Når arbejdsmiljøet er toppresset, og konsekvenserne for børnene bliver så forringede, at vi ikke fagligt kan stå inde for det, skal vi dokumentere det og bringe det videre. Og så skal vi som kolleger bakke op om de tillidsvalgte, der har opgaven.

Det er de små mikrohandlinger, der tilsammen skaber ændringer. At vi alle sammen påtager os et ansvar for hinanden og tager bladet fra munden: Råb op, gå i dialog med ledelse, forvaltning og lokalpolitikere. Stå sammen og brug de indflydelsesmuligheder, der er. Skriv et læserbrev, eller lav en fælles henvendelse til udvalgsformanden. Kræv handlinger, der kan hjælpe i hverdagen, med udgangspunkt i hvad børn og unge har brug for – præcis sådan, som vi altid gør.

Vi ønsker alle at se hælene af den her sygdom. Men målstregen ligger desværre ikke lige foran os. Og det er vores fællesskab i BUPL, der kan bære os igennem, hvis vi står sammen.