Er der fundet smitte i din institution?


Har din institution en handleplan i tilfælde af smitte? Områdelederne i Faaborg-Midtfyn Kommune har lavet en handleplan, som du kan lade dig inspirere af.


Opdateret d. 04. februar 2021

Hvad gør I, hvis der er påvist smitte i din institution? I Faaborg-Midtfyn Kommune har områdelederne på 0-6-års området lavet en handleplan for, hvem der skal ringes til i tilfælde af en eller flere COVID-19-smittede. Et såkaldt actioncard for ledelsen, der kan hænge i institutionerne, så alle ved præcis, hvem der skal kontaktes og i hvilken rækkefølge.

-Det skaber en tryghed og en ro, at der er en procedure for, hvordan vi skal handle, hvis en medarbejder eller et barn bliver smittet. Med planen kan vi være sikre på, vi husker at få informeret alle. Vi behøver ikke bekymre os om, hvem der gør hvad, hvis der sker noget – vi ved det på forhånd. Det giver mere overskud til alle de andre ting, at vi ikke skal bekymre os om det, siger områdeleder i opvækst og læring i Faaborg-Midtfyn Kommune, Lissi Beier.

Ideen til et actioncard opstod, da der blev påvist COVID-19 i en af områdeinstitutionerne. Her blev områdelederen i institutionen klogere på, hvad der var af mange forskellige opgaver og savnede en køreplan at gå efter. Du kan lade dig inspirere af Faaborg-Midtfyns Kommunes actioncard her på siden, hvor du selv kan indsætte navn og kontaktoplysninger på de relevante personer, der skal kontaktes i din kommune. Men det er vigtigt, at det såkaldte actioncard ikke står alene, lyder det fra Lissi Beier:

– Alle i huset skal informeres, og de skal vide, det er ledelsen der tager over og informerer ud. Det er vigtigt, at lederen er tydelig omkring opgavefordelingen, så alle er med på, hvad der skal ske, hvis nogen bliver smittet med corona. Jeg ved, at mine medarbejdere er rigtig glade for den, netop fordi den skaber tryghed i hverdagen – også selvom den ikke nødvendigvis kommer i brug, siger hun.

Actioncard (Planen er lavet af områdelederne i Faaborg-Midtfyn Kommune. Navne i den oprindelige plan er fjernet og lavet, så den kan tilgå i alle kommuner. Layout og tekst er ændret af kommunikationskonsulent i BUPL Fyn, Lisette Ihler Hjertholm).

Pjece om smitteopsporing dagtilbud FMK (Denne er nævnt i ovenstående actioncard).