En søvnløs weekend med fællesskab og solidaritet


Husk tandbørste og liggeunderlag. Sådan lød beskeden fra Forligsmand Mette Christensen, inden jeg fredag formiddag trådte ind i Forligsinstitutionen. Hun fik i den grad ret.


Udgivet d. 22 april, 2018

Det er nu søndag aften, og vi sidder stadig i Forligsinstitutionen. Det er tungt. Men vi sidder her sammen med sygeplejerskerne. Sammen med soldaterne. Sammen med sosu’erne. Sammen med HK’erne. Vi sidder her sammen. Det er så stærkt.

For tro mig – arbejdsgiverne forsøger jo at splitte vores fællesskab og solidaritet. Med nålestiksmanøvrer og små lunser hist og her. Det vil være en billig pris for arbejdsgiverne, hvis de kan bruge deres overmagt og samtidig svække sammenholdet i fagbevægelsen.

BUPL er ikke til salg. Der er noget større på spil. Vi vil selvfølgelig have en ordentlig overenskomst for pædagogerne, men vi skal også have EN LØSNING FOR ALLE.

Vi efterlader ikke vores kollegaer på perronen. Vi går ud sammen, og vi skal hjem sammen. Med løn, spisepauser, arbejdstid, seniordage og ligelønspulje. Sammen. Det gentager jeg hver eneste gang, når journalisterne fra DR, TV2 og Ritzau stiller spørgsmål foran Forligsen.

Natten er ung, så der kan stadig nå at ske ting og sager, før I møder på job mandag morgen. Men forventningen lige nu er, at de næste dage også skal bruges i Forligsinstitutionen. Deadline for forhandlingerne er den 1. maj, og der er ikke flere muligheder for udsættelse.

Hvis det ender med et sammenbrud, så står vi i en meget alvorlig situation, da arbejdsgiverne har varslet en lammende lockout og vil sende 440.000 offentligt ansatte hjem fra arbejde. Danmark går i stå. Og ikke nok med det – så tjener arbejdsgiverne også penge på at lukke daginstitutioner, skoler og fritidsinstitutioner, da de ikke skal udbetale løn under en lockout. Det er endnu et eksempel på, at arbejdsgiverne udnytter deres overmagt.

Derfor vil jeg bede jer om støtte vores borgerforslag om, at arbejdsgiverne ikke skal kunne tjene penge på en lockout – men derimod skal sende konfliktpenge tilbage til velfærden. Vi har pt. 42.000 underskrifter, men mangler 8.000 underskrifter, før forslaget er klar til Folketinget. Så del gerne med jeres netværk. Det kan snart blive meget aktuelt. Desværre.

Jeg vil gerne sige tusind tak til alle jer, der bakker op ved demonstrationer, faneborge, fakkeltog, skulder-ved-skulder-event og meget, meget mere. Vi mærker det helt ind i Forligsen – hele døgnet rundt. Bliv ved!

 

 


Kom tæt på OK med Elisa