En ny overenskomst er klar:
Nu starter medlemsdebatten


BUPL Sydøst er allerede i gang med at skabe lokal debat og dialog, inden medlemmerne senere på måneden skal stemme ja eller nej til den nye overenskomst.


Opdateret d. 01. marts 2021

En ny overenskomst for pædagoger er forhandlet på plads, og det markerer startskuddet til den lokale medlemsdebat, som skal lede frem mod BUPL’s urafstemning senere på måneden.

I BUPL Sydøst har Anja Wollesen allerede taget hul på dialogen og debatten. Mandag var næstformanden vært for dialogmøder med tillidsrepæsentanter (TR) i to kommuner, og resten af ugen fortsætter hun TR-dialogen i de resterende seks kommuner i BUPL Sydøsts område.

Det er vigtigt at få hurtigt gang i dialogen, mener Anja Wollesen. 

– Dialogmøderne sørger for, at vi hurtigt får fakta på plads. På den måde undgår vi misforståelser, og det skaber det bedste grundlag for, at debatten kan leve videre ude på den enkelte arbejdsplads, siger hun.

Indholdet i en overenskomst er ikke altid lige nemt at gennemskue (for ikke at tale om hele forhandlingsprocessen). Det kan virke fjernt, teknisk og som en snak om procenter, men en overenskomst har rent faktisk betydning for den enkelte pædagog. Derfor ønsker BUPL Sydøst at skabe mere dialog og debat lokalt.

– For mig handler det om at få “oversat” indeholdet i den nye overenskomst, så den enkelte pædagog helt konkret ved, hvad det betyder for ens løn- og ansættelsesvilkår. Vi skal drøfte fordele og ulemper på et oplyst grundlag, siger næstformanden.

 

Efter TR-møderne vil medlemsdebatten brede sig videre ud, når BUPL Sydøst afholder tre online-medlemsmøder om OK21 (mere info om disse medlemsmøder følger de kommende dage).

Læs mere om den nye overenskomst her.