En leders hverdag midt i en Coronatid


I denne tid er vi på vej tilbage til vores normale hverdag. Vi undergår alle en ’re-normalisering’. Jeg vil huske mig selv og alle andre på, at vi havde nogle helt unikke muligheder for at udøve vores faglighed og tilbyde børnene nærvær midt i en coronatid, hvor normeringer pludseligt blev mærkbart forbedrede.


Opdateret d. 25. juni 2020

Af: Camilla Thomas Skov, Leder af Takshaven børnehave i Allerød

Vores børnehave er en lille privat børnehave med plads til 32 børn, men oftest har vi omkring 26-27 børn. Derfor tilbringer jeg, som leder, også en stor del af min arbejdstid blandt børn og medarbejdere.

Her i Corona-tiden har vi haft 24 børn. Vi har også arbejdet under begrænset åbningstid fra 7.30-15 hver dag og kun haft nødpasning ved behov i den resterende åbningstid. Vi har været 6 mennesker på arbejde i hele åbningstiden. En fast voksen på hver gruppe á 6 børn, en ”flyver”, som har hjulpet til ved børnenes (og de voksnes) toiletbesøg, pauser etc., og så har vi haft en voksen, som primært har sørget for rengøring.

Vi har alle stort set brugt dagene ude på vores skønne legeplads, som har været inddelt i legezoner til de enkelte grupper. De yngste børn har indimellem været indenfor i huset på skift, men også de har primært været udenfor.

Corona-normering sætter fagligheden fri

Ud over de ekstra rengøringsopgaver, som i sig selv har været tidskrævende, så har det været ret så fantastisk med ”Corona-normering”.

En voksen, som har en fast gruppe børn fra morgen til eftermiddag og som ikke behøver at bekymre sig om alle de øvrige børn i institutionen – hvor skønt er det lige! Har du lyst til at tage din børnegruppe med på en lille tur? Værsgo’, det gør du bare! Vil I gerne lave et lille kunstprojekt? Gå bare i gang!

Det har ikke været nødvendig først at koordinere aktiviteter og gøremål med resten af personalet. Vi har ikke skulle kigge på mødetider, pausetider, hvem gør hvad og hvorfor. Som personale har du kunnet koncentrere dig om dine 6 børn uafhængigt af resten af huset, fordi alle vidste, at der også var voksne til de andre børn. Vi vidste, at hvis der var en konflikt i en af de andre grupper, så var der en voksen til at tage sig af det, og ingen behøvede ikke at slippe alt og gå fra for at løbe hen og hjælpe. Alle vidste, at der var en voksen lige der, helt tæt på.

Ro til at følge barnets spor

Vi har haft en helt anden og unik mulighed for at følge barnets spor i denne tid. Der har været ro og tid til at være nærværende og aktivt tilstede i børnenes verden, hvor fordybelse og leg SAMMEN har været nøgleord. Ikke en eneste gang har det været nødvendigt at ”grovpasse” eller ”slukke ildebrande”. De børn, vi har, med særlige udfordringer har haft ro og rammer til at udvikle sig i, og dette på en måde, som den normale hverdag desværre ikke giver mulighed for. Sociale og personlige kompetencer har udviklet sig i sit eget, rolige tempo med en voksen tilstede, som på en anderledes og nærværende måde har kunnet understøtte, guide og hjælpe børnene på vej uden de vante afbrydelser, som vores ”normale” hverdag byder på. Vores Corona-hverdag har også givet en anderledes mulighed for at gribe de bolde, som bliver kastet op i luften. Og vi har kunne bygge videre på dem. Og fordi den voksne har været i den samme gruppe i alle åbne timer, har det ikke været nødvendigt at kigge på uret, når børnene kom med en idé, eller cleare det med en kollega. Vi har bare kunne gribe idéen til stor glæde og tilfredshed for både børn og voksne.

Den lille døde muldvarp

En dag fandt jeg en lille død muldvarp i vejkanten, og den ser så fin og hel ud. Jeg tager den med tilbage til børnene, og sammen får vi kigget på den lille døde muldvarp. Det er midt på dagen, klokken er 13, og snakken går hurtigt derudaf; Hvad lever muldvarpe egentlig af? Hvor bor de? Sikke nogle store hænder den har, og se lige de negle! Hvad bruger den dem til? Den har jo slet ingen sår, hvad mon den døde af? Har muldvarpe også et hjerte? Hvad med lunger, en mavesæk?

Vi bliver enige om, at det kunne være rigtig spændende at se hvordan den ser ud indeni. Måske kunne vi se, hvorfor den var død? En anden pædagog og jeg bliver enige om, at vi vil åbne den op og være nysgerrige sammen med børnene. Jeg finder en skalpel frem, pakker mig ind i plastikforklæde og handsker, og børnene samler sig rundt om mig.

Alle har brug for at samle lidt mod

Jeg har lidt sommerfugle i maven over at skulle skære i den lille døde muldvarp, og børnene syntes, at jeg er lige lovlig længe om at gå i gang. Så vi får også snakket om, at man kan være lidt nervøs, selv om man skal gøre noget, som man gerne vil, og at man nogle gange skal samle sig mod til. Ligesom i tivoli, hvor man gerne vil tage rutsjebanen, men egentlig ikke tør – man skal bare lige være modig og springe ud i det. Og sådan kan voksne altså også have det.

Vi får den åbnet forsigtig op, og vi får set på dens tarme, lever og mavesæk. Snakken går på hvordan vi mennesker ser ud indeni, og hvordan muldvarpen har det samme indeni sig, som vi har. Vi finder ud af, at den er drægtig, og vil tæller fire små fostersække med unger i. Så på den måde kan vi også se, at lige som hos mennesker, så ligger muldvarpefostre i poser med vand i, og de har navlesnor og moderkage, helt som hos mennesker. Og så tager snakken os forbi babyer og livet i mors mave, hvad navlesnoren bruges til, og hvordan menneskebabyer og muldvarpebabyer kan leve i vand inde i mors mave.

En begravelse i nuets tegn

Til sidst pakker vi den lille muldvarp pænt ind, og går uden for børnehaven til marken og begraver den under syrentræet. Børnene plukker blomster og pynter graven, og vi takker den lille muldvarp for, at vi fik lov til at lære så meget af den. Børnene løber ind igen på legepladsen, og nogle taler videre om muldvarpe – andre springer ud i andre aktiviteter. Imens det hele stod på, behøvede jeg ikke være opmærksom på de øvrige børn i børnehaven. Jeg kunne koncentrere mig 100 % om at være i nuet sammen med børnene. Hvis der var børn, der græd og havde brug for hjælp eller trøst et andet sted i børnehaven, så opdagede jeg det ikke. For jeg vidste, at der var andre voksne, som havde styr på disse børn, og derfor behøvede jeg ikke dele min opmærksomhed imellem muldvarpen og ”mine” børn og de øvrige børn på legepladsen. ”Mine” børn havde min fulde opmærksomhed i den halvanden time det tog, og jeg blev ikke afbrudt en eneste gang i al den tid.

Hverdagen frarøver os brug af faglighed og nærvær

Hvis dette havde været FØR Corona eller i en genetableret normal-situation, så ville denne oplevelse aldrig have kunnet finde sted. For det var for sent på dagen til, at der ville have været nok personale til at gennemføre det. Efter kl. 13, på en almindelig hverdag, er der som regel tre voksne på arbejde, en til to gange om ugen er der fire. Morgenåbnerne er gået hjem kl. 13. Der er stadig pauseafholdelse indtil kl 13.30. Der er sovebørn, der skal op, frugt der skal skæres, og børn, der skal hjælpes med alt, hvad det indebærer. Jeg tror ikke en gang, jeg ville have tænkt, at det var muligt at tage den muldvarp med ind til børnene. Hvordan skulle jeg kunne det? Vi ville have været to voksne på legepladsen til måske 22 børn afhængigt af, hvor mange små, der sov. Jeg ville ikke kunne, med god samvittighed, have taget en håndfuld børn til side for at fordybe mig sammen med dem og en muldvarp i halvanden time vel vidende, at min kollega ville stå med 18 + børn alene. Så muldvarpen var ikke kommet med hjem. Børnene havde ikke fået se den lille døde muldvarp, og vi ville ikke have haft den oplevelse sammen, hvor vi kom godt omkring både livets slutning og livets begyndelse. Som pædagog har jeg nu haft mulighed for at snuse til, hvordan hverdagen KAN være, når der er nok voksne til vores børn.

Jeg vil ikke tilbage til normalen igen, og jeg vil huske mig selv – og alle andre på, at vi havde nogle helt unikke muligheder for at udøve vores faglighed og tilbyde børnene nærvær midt i en Corona-tid, hvor normeringer pludseligt blev mærkbart forbedrede.

 


Sådan holder vi fast i de gode erfaringer
  • Vi har holdt personalemøder med opsamling af alles erfaringer for en fastholdelse af de gode erfaringer. Alle har medvirket og bidraget til at komme hele vejen rundt om både det gode og det mindre gode. Alle har ytret deres ønsker og kompromiser, og vi har i fællesskab fået øjnene op for mange ting, som ellers lå hos den enkelte.
  • Vi fastholder inddelingen af børnene i mindre grupper i tidsrummet mellem 9-13, hvor vi er flest voksne. Nærheden i de mindre grupper og forudsigeligheden har givet børnene en stor tryghed og tillid.
  • Børnene skal fortsat tilbydes kontinuitet, og vi fastholder derfor også, at grupperne har en fast voksen, men på rul. Det vil sige, at vi skifter voksne på børnegrupperne. De voksne i børnehaven har været kede af at miste kontakten til de andre børn, som ikke var i deres gruppe, og alle voksne skal have mulighed for at bruge deres faglighed og kompetencer og udvikle sig fagligt både ifht. alderstrin, men også ifht. børnenes forskellighed.
  • Nu kommer alle vores ‘skal’-opgaver retur. Der skal dokumenteres og evalueres, men vi vil have fokus på, at dette gøres i arbejdet og den almindelig hverdag sammen med børnene. Det skal vi prøve af, og så skal vi måske tage et eftersyn på vores egne forventninger til det arbejde.