En afgørende uge for fagbevægelsen


Når denne uge er slut, så er der truffet flere skelsættende beslutninger for de offentligt ansatte


Udgivet d. 9 april, 2018

Forligsmand Mette Christensen har indkaldt til nye forhandlinger i Forligsinstitutionen. På onsdag tager vi endnu en runde med Michael Ziegler og Kommunernes Landsforening, og det kan meget vel være sidste udkald.

Forligsmanden kan selvfølgelig udskyde konflikten i endnu 14 dage, men omvendt vil hun heller ikke bare udskyde, hvis hun ikke ser for sig, at der kan landes en aftale.

I BUPL fastholder vi vores kamp for en retfærdig lønstigning, vores ligelønsprojekt og et forsvar for vores seniordage. Og så står vi sammen med de andre fagforeninger for at finde en løsning for alle, så ALLE kommer i mål med deres forhandlinger.

Fagbevægelsens sammenhold fremhæves ved denne overenskomst som den helt afgørende årsag til, at arbejdsgiverne ikke har kørt os over. Det er nemt at tryne en enkelt faggruppe – det er sværere, når over 800.000 offentligt ansatte står skulder ved skulder – og har flertallet af befolkningen i ryggen.

Netop derfor er fredagens afstemning om en ny hovedorganisation i fagbevægelsen også et historisk valg om et tættere sammenhold. I dag er BUPL organiseret under FTF med den tidligere BUPL-formand Bente Sorgenfrey i spidsen. Mens f.eks. vores pædagog-kollegaer i SL er organiseret i LO, hvor Lizette Risgaard er formand.

En fusion mellem FTF og LO vil skabe én stor hovedorganisation med 1.500.000 medlemmer. Så vi alle kan være under den samme paraply – og stå stærkere, når arbejdsgiverne puster sig op. BUPL anbefaler et ja til en ny hovedorganisation. Det er nødvendigt – ikke mindst i kølvandet på OK18.

Det bliver virkelig spændende og nervepirrende. To skelsættende forløb på en og samme uge! Inden da skal jeg tirsdag aften holde tale ved en stor demonstration på Bertel Thorvaldsens Plads i København. Det var den dag, hvor arbejdsgivernes lammende lockout oprindeligt skulle være trådt i kraft.

Der er markeringer over hele Danmark – i alle BUPL’s lokale afdelinger – og jeg var gerne taget hele landet rundt, men er nødt til at holde mig i cykelafstand fra Forligsinstitutionen i øjeblikket…

Rigtig god uge til jer alle sammen. Foråret er omsider kommet. Så lad os nu få En Løsning For Alle!


Kom tæt på OK med Elisa