Det er NU, det er børnenes tur!


Danmark skal være verdens bedste land at være barn i, siger regeringen. Det er jeg selvfølgelig helt enig i. Derfor kom det ærlig talt også bag på mig, at den kernevelfærd, vi som pædagoger har ansvaret for – og som Socialdemokratiet under valgkampen kaldte Velfærd Først – knap fik et ord med på vejen i statsministerens åbningstale, ud over lidt “ondt i maven-retorik”. Og det blev desværre ikke ret meget bedre da landets finansminister løftede sløret for regeringens finanslovsudspil.


Udgivet d. 7. oktober 2019

Af: Elisa Rimpler, Formand

Forleden mødte jeg en tidligere ansat i BUPL. Han skrev det første udkast om minimumsnormeringer for omkring ti år siden. “Hvor er det vildt at tænke på, at det nu endelig er ved at ske,” sagde han med begejstring i stemmen.

Det fortæller noget om, hvor mange år vi har investeret og kæmpet for at nå hertil. Nu er forholdene i vores daginstitutioner kommet øverst på både den politiske dagsorden og på mediernes dagsorden. Det er en sejr i sig selv. Men det skal også kunne mærkes i konkrete forbedringer på Troldestuen. Og vi kommer til at kæmpe til det sidste for at få det til at ske.

En dagsorden der ikke går væk

I finanslovsudspillet er der ikke skyggen af ambitiøs børneplan. Ingen minimumsnormeringer, flere pædagoger eller kvalitetsløft til børneområdet. Jeg fik straks associationer til dengang, der sidst kom en socialdemokratisk regering til magten. Alle de velmenende ord og planer om et bedre børneliv blev også dengang hældt af brættet til fordel for andre politiske prioriteter, da det endelig gjaldt.

Det gør mig skuffet, men også vred. For hvor er respekten for de tusinder af forældre, bedsteforældre, pædagoger og andre borgere, der i en unik demokratisk manifestation gik på gaden over hele landet? Respekten for de, der stemte regeringen til magten i forventning om, at kravene om minimumsnormeringer ville blive indfriet og børnenes stemme hørt? Og nok er vi vant til, at politikere skuffer, men at placere børn og minimumsnormeringer i en beskeden “forhandlingsreserve” sammen med andre vigtige dagsordener som uddannelse og klima, virkede mest af alt som en straf-aktion!

Men vi lader os ikke slå ud. Vi er nemlig mange, der står fast og insisterer på, at regeringen SKAL levere på valgets tale.

Støttepartierne SF, Enhedslisten og Radikale har heldigvis gentaget deres løfter om minimumsnormeringer til børnene. Forældre og pædagoger har igen været på gaden flere steder i landet og konfronteret politikerne med kravet om, at det nu er børnenes tur – som de lovede. Og minimumsnormeringer er tophistorien i mediernes dækning af finansloven. Det er med andre ord ikke en dagsorden, der går væk – som man ellers kunne mistænke nogle politikere for at håbe på.

Hvad skal der til i 2020?

Hvor mange penge skal der så afsættes til minimumsnormeringer på finansloven, før vi er tilfredse? 500 millioner eller én milliard kroner? Det spørgsmål har jeg fået mange gange, siden regeringen forleden præsenterede deres udspil. Og jeg vil blive spurgt igen og igen under de forhandlinger, der nu er gået i gang.

Og hvad svarer jeg så? Vi har brug for et løft, der kan mærkes i børnenes og pædagogernes hverdag i daginstitutionerne allerede i 2020. Så selvfølgelig hellere en milliard end 500 millioner kroner. Om beløbet er stort nok, afhænger selvfølgelig også af, hvor mange penge der bliver reserveret til indfasningen af minimumsnormeringer på finansloven i de efterfølgende år.

Hvis det skal batte noget, skal vi som absolut minimum have en normering på 1:3 og 1:6. Det vil koste i hvert fald 2 milliarder kroner. Og det skal vi have en klar køreplan for. Det nytter ikke, at pengene skal kæmpes hjem år for år i konkurrence med klimatiltag, uddannelse og andre vigtige områder, som regeringen har lagt op til.

Vi skal have en ambitiøs børneplan

Vi forstår godt, at alting ikke kan ske i morgen. Men vi skal i den endelige finanslovsaftale se det første store skridt mod lovbundne minimumsnormeringer. Og at kommunerne forpligtes på at bruge pengene til flere pædagoger – og ikke samtidig kan svinge sparekniven på børneområdet. For så er vi jo lige vidt – ligesom så mange gange før.

I en ambitiøs børneplan skal der også stilles krav til pædagogandelen. Det nytter ikke, at kommunerne bare kan skrue ned for antallet af pædagoger og ansætte ufaglærte pædagogmedhjælpere i stedet for. Så får vi ikke det kvalitetsløft, som børnene har brug for, og som forældrene efterlyser.

Regeringen har en historisk chance for at starte den genopretning af børneområdet, der er så hårdt brug for. Vi er rigere end nogensinde før. Regeringen har vælgernes opbakning og kan tælle mandaterne i folketinget. Så hvad er det egentlig, der forhindrer, at det nu endelig bliver børnenes tur? Jeg spørger bare!


Se alle Elisas indlæg på Formandens blog

Abonnér på Formandens blog