Der skal to til en tango


Fredag den 22. januar tog vi hul på de generelle forhandlinger med KL. Som traditionen foreskriver, mødes parterne til en midtvejssession, hvor man gør status forud for de afsluttende forhandlinger, der indledes den 12. februar. En rituel stammedans, om man vil.


Opdateret d. 29. januar 2021

Forhandlingsdansen
Men stammedansen har faktisk en vigtig funktion. Der bliver lyttet, noteret og spurgt flittigt ind – og på den måde afdækkes nuancerne. I sidste ende handler det om, at parterne bliver klogere på hinandens krav. Hvad er vigtigt, og hvad er mindre vigtigt? Hvor kan man finde eventuelle kompromiser, og hvor ligger de store uenigheder begravet.

Men vi skal hurtigt forbi stammedansen og i gang med den “dans”, der sikrer fremdrift og reelle forhandlinger. Det er NU, både vi og arbejdsgivere skal levere. Og som vi ved, skal der altid to til tango.

Kulturændringer kræver strukturændringer
Pædagogprofessionen er, som I ved, fanget af en kultur fra tiden omkring månelandingen, hvor man stadig kørte uden sikkerhedssele og abort var strafbart. Hvor kvindens plads i udgangspunktet var i hjemmet, og børn skulle ses og ikke høres. Og den tid afspejles desværre stadig i vores løn, vilkår og anerkendelse.

Og det er på tide, at overenskomstforhandlingerne netop tager livtag med de grundlæggende skævheder og hjælper til, at pædagogfaget bliver langt mere attraktivt. Faktisk burde arbejdsgiverne sætte alt ind på opgøret med det kønsopdelte arbejdsmarked og med det lønefterslæb, der afholder unge fra at ville tage en pædagoguddannelse. De burde havde tårnhøje ambitioner om at skabe de helt rette inspirerende rammer, hvor man har tid og mulighed for at bruge og udvikle sin faglighed – og gå efter at skabe den allerbedste praksis. Tænk sig, hvis vi fik de rette betingelser for efter-videreuddannelse, hvis vi uden videre kunne gå på fuld tid eller have mulighed for at blive lidt længere blandt børn og kolleger, fordi kommunen havde en attraktiv seniorordning?

En ambitiøs kurs
Desværre er arbejdsgivernes svar alt for ofte på autopilot. I stedet for de nødvendige strukturændringer, peger de på kulturændringer og lokale og fleksible løsninger. Og ja, selvfølgelig skal man samarbejde lokalt om de gode løsninger, men det kræver altså andet og mere end det. Man kan ikke skifte kurs på en supertanker ved bare at fortælle alle ombord, at kursen bør omlægges. Nogen må dreje på roret og skubbe til håndtagene. Ellers sker der ikke noget.

På samme måde er der brug for, at KL tør tage roret og ændre kurs. Sikre de rette incitamenter og aftaler, der viser et højt ambitionsniveau for den offentlige sektor. Med bedre løn, faglig ledelse tæt på, et forbedret arbejdsmiljø, så flere vil gå op i tid, samt bedre mulighed for efter – og videreuddannelse og seniorordninger, så vi kan og vil blive lidt længere. Det er sådan, vi udvikler og styrker det offentlige arbejdsmarked.

Vi har udstukket kursen og byder nu KL op til dans. Jeg håber, de tager imod og er med på en tango.

Se alle Elisas indlæg på Formandens blog

Abonnér på Formandens blog