Der kan stadig komme en konflikt


Der er pause i forhandlingerne om en ny overenskomst. Forligsmanden valgte tirsdag aften at sende forhandlerne hjem på det kommunale område. Og der er ikke indkaldt til nye forhandlinger.


Udgivet d. 4 april, 2018

Det viser meget tydeligt, at vi stadig er langt fra en aftale, selv om nogle ”eksperter” i medierne har haft travlt med at få det til at lyde anderledes.

For faktum er, at der stadig kan komme en konflikt. Det var oprindeligt i dag – den 4. april – at vi i BUPL og resten af fagbevægelsen havde varslet strejke, indtil Forligsmanden udsatte konflikten i 14 dage. Udsættelsen betyder i praksis, at et sammenbrud i forhandlingerne kobler vores strejke og arbejdsgivernes massive lockout sammen, så de vil træde i kraft samme dag. Men igen – det er ikke et sammenbrud endnu. Men en pause. Mon ikke Forligsmanden lige nu sidder og spekulerer over næste skridt.

Jeg udtalte mig tirsdag i medierne om, at regeringen har leveret skattelettelser for hele 14,6 milliarder kroner siden 2015. Det sker efter, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i weekenden kunne fortælle, at der er det laveste antal offentlige ansatte pr. borger siden 1980’erne.

Så massive skattelettelser og færre offentligt ansatte… Og så får fagforeningerne desuden besked fra arbejdsgiverne om, at det vil koste 5.000 stillinger i det offentlige, hvis de skal give os en reel lønstigning. De kobler os direkte til udgiftspolitikken.

Hvis målet i virkeligheden er en svækket og billigere velfærd, hvor pædagoger, socialrådgivere, lærere og politibetjente også skal betale med vores løn og arbejdsvilkår – så er det NU, vi skal stå sammen. Skulder ved skulder. Og stå op for den velfærd, vi kan stå inde for – og som vi ved, at danskerne sætter så stor pris på.

Apropos pause. Så er den betalte spisepause – der er en særlig knast på det statslige område – netop et symbol på, hvordan arbejdsgiverne hele tiden spekulerer i forringelser og effektiviseringer.
Arbejdsgiverne har gennem tiden flere gange har bekræftet, at den betalte spisepause er en del af overenskomstaftalerne i staten. Her taler vi om en periode, der strækker sig helt tilbage til 1921. Pludselig ud af det blå sår Finansministeriet tvivl om rettigheden i 2017.

Nu mener ministeriet, at den betalte spisepause for medarbejdere i staten er udtryk for lokale kutymer på de enkelte arbejdspladser. Det betyder i praksis, at Finansministeriet ikke længere anerkender, at retten til spisepausen udspringer af overenskomsterne og vil tage retten til at fjerne dem uden forhandling – og samtidig forhøje arbejdstiden.

Det er simpelt hen et skråplan, hvis arbejdsgiverne bare sådan uden videre kan afmontere rettigheder uden forhandlinger. Og vi risikerer, at det rammer vores område næste gang – eller gangen efter. Man fornemmer nærmest, at arbejdsgiverne har gjort OK18 til et ideologisk korstog mod de offentligt ansatte.

Det er formentlig staten, der bliver indkaldt til næste møde hos forligsmanden. BUPL skal dog nok troppe op ved Forligsinstitutionen og bakke dem op – lige som statens forhandlere har bakket os op hen over påsken. Vi står nemlig stadig sammen – alle sammen – for at få En Løsning For Alle.


Kom tæt på OK med Elisa