Den danske forhandlingsmodel


Det er ret specielt at vide, at vi er midt i at skrive historie. Det historiske handler om, at vi betræder nyt land, fordi vi som fagbevægelse aldrig i nyere tid har lykkedes med at stå sammen på tværs af områder og fag i den offentlige sektor. Det er den solidaritet og det fællesskab, vi har arbejdet så hårdt for i BUPL. For der er ingen vej udenom. Vi har hårdt brug for bedre løn og arbejdsvilkår – og skal vi opnå det, skal vi stå sammen. Skulder ved skulder.


Udgivet d. 28 februar, 2018

Nu er der nemlig sammenbrud i overenskomstforhandlingenre over hele linjen. Tirsdag brød forhandlingerne om en ny overenskomst for de ansatte i landets fem regioner nemlig også sammen. Min kollega Grete Christensen fra sygeplejerskerne mødte også en arbejdsgiver, der ikke ville sikre en reallønsfremgang – trods opsving og opgangstider.

Så nu står vi altså hele 800.000 offentlige ansatte – som ifølge arbejsgiverne ikke må få del i fremgangen i Danmark. Som har været ansvarsbevidste i krisetider – men som ikke må få del i opgangstider. Det er tankevækkende.

Onsdag havde vi møde i Forhandlingsfællesskabets Bestyrelse. Her indstiller vi det konfliktgrundlag, som Repræsentantskabet skal godkende på fredag. Først herefter udarbejder vi de såkaldte konfliktvarsler, der skal afsendes til hver de kommuner, vi udtager til konflikt. Det er jo det håndtag, som vi kan dreje på i den nuværende situation. Et våben som vi nødigt bruger – men som vi kan trække i krisesituationer.

I BUPL har vi benhårdt gået efter at koordinere arbejdspladser med de andre organisationer. Det er i høj grad lykkes med DLF – i forhold til skoleområdet. Det har været lidt sværere med FOA, der med de mange forskellige medlemsgrupper har nogle lidt andre hensyn end os. Men vi arbejder stadig på sagen – og når kommunerne endeligt er på plads, sørger vi selvfølgelig for at skrive ud jer, der bliver berørte – og vil have planer for, hvordan vi skal forholde os, hvis konflikten effektueres.

Så hvis andre organisationer melder ud før os, så tag den med ro. I skal nok blive orienteret. Og husk endelig at opdatere jeres arbejdssted, mailadresse og telefonnummer her.

Der bliver i første omgang ikke konflikt i alle kommuner på vores område. BUPL udtager cirka 5000 pædagoger fordelt på 10-15 kommuner. Vi rammer altså ikke hele Danmark – men sender et klart og tydeligt signal til arbejdsgiverne om, at vi er mere værd. HVIS vi ender i konflikt.

For lad det være sagt helt utvetydigt. Vi arbejder stadig på at undgå konflikten og få en forhandlet løsning. Forligsinstitutionen har allerede inviteret til møde på torsdag. Og herfra er det forligskvinden Mette Christensen, der en rum stykke tid forsøger at mægle mellem parterne. Det ser vi frem til, for vi mener faktisk, at vi har været meget imødekommende over for arbejdsgiverne.

Moderniseringsstyrelsen må indse, at en overenskomst ikke er et nulsumsspil. Det er en investering i en velfungerende offentlig sektor med dedikerede medarbejdere, der hver dag gør en uundværlig forskel for Danmark. Vi skal passe på vores velfærdssamfund. Alle sammen. Det gør man også ved at give de offentlige ansatte en retfærdig løn.

 


Kom tæt på OK med Elisa