Den 1. maj, vi aldrig vil glemme


Selvom vi ikke kan mødes, som vi plejer at mødes den 1. maj, så står vi som altid sammen. I står i frontlinjen og skaber tryghed, nærvær og stabilitet i en ny virkelighed, der rammer hårdt. Jeres samfundssind er i verdensklasse og bør huskes. Det skriver formanden blandt andet i sin 1. maj tale, der i år er på skrift.


Opdateret d. 29. april 2020

Kære medlemmer.

I dag er det den 1.maj. Dagen hvor vi skulle ud at lufte fanerne. Dagen hvor vi overalt skulle hylde vores fag, vores sammenhold og styrken ved at stå side om side. Som vi plejer. Men i dag er det den 1. maj i en helt anden virkelighed. I dag bliver fanerne i stalden. I dag skal vi ikke mødes. I dag skal vi ikke stå side om side.  I dag er det den første 1. maj, vi aldrig vil glemme. Vi vil aldrig glemme denne krise, Danmark og hele verden står i lige nu. Krisen sætter sine spor. Og det vil den blive ved med i mange år.

Derfor må vi i år – mere end nogensinde – stå sammen. Selvom vi i dag ikke fysisk kan stå side om side, skal vi stå stærkt sammen – hver for sig.

I krig med fællesskab som våben

“Vi er i krig – og fjenden er usynlig,” sagde den franske præsident Emmanuel Macron. Med fællesskab som våben skal vi sejre over denne usynlige fjende. Det bliver kun tydeligere og tydeligere, mens “krigen” raser, at velfærden bliver presset til det yderste. Presset kommer fra alle fronter – og det rammer mange hårdt. Vi bliver ramt på vores økonomi, vores frihed, vores sammenhold, vores sociale eksistens. Og på det fællesskab, vi har som det stærkeste våben mod den pandemi, der har lavet om på det liv, vi har været vant til. Det liv og det fællesskab, vi holder så meget af – og som vi alle savner.

Vi har et stærkt fællesskab. Et fællesskab, hvor betydningen af samfundssind, rummelighed, forandringsparathed og store ofre er blevet meget nærværende, og hvor krisen har store konsekvenser for mange i vores samfund. Vi påvirkes dog meget forskelligt af den. Syge, ældre, børn og unge og sårbare borgere er stadig isoleret. Rekordmange mister deres arbejde, flere sendes hjem uden løn i en ukendt periode. Et livsgrundlag, som ellers virkede sikkert og trygt er nu præget af usikkerhed og frygt for fremtiden.

Børn med syge og sårbare forældre og børn med forældre, der har et misbrug bliver ramt voldsomt under krisen. De er på mange måder helt alene i verden og skal også tackle den ensomhed, der følger med. Og den er de i højere grad end før efterladt alene med. Uddannelse svækkes, de unges afslutninger, fester og relationer udskydes, aflyses og presses. De menneskelige konsekvenser er en barsk virkelighed for alt for mange. Det gør nemlig ondt alle steder.

Og kuren er desværre mere af samme skuffe. Mere af det, der gør ondt –  og det er med stadig større konsekvenser for den enkelte og for de svageste og mest sårbare i samfundet. For at komme igennem krisen indenfor en overskuelig fremtid er det desværre nødvendigt for mange at gå ned i løn eller helt miste arbejdet. Det er nødvendigt for de unge at undvære skolen, kammeraterne og fællesskabet i lang tid – også med de konsekvenser det har for læring og følelsen af ensomhed. Det er et trist perspektiv, og vi skal virkelig holde godt fast i velfærden, når økonomien skal gøres op og eventuelle besparelser følger i de kommende år.

Pædagogerne står i frontlinjen

På trods af bekymringer og risiko for smitte, står I for opretholdelsen af den del af samfundet, som giver andre mulighed for også at komme tilbage på arbejde. Med jeres fantastiske arbejde i frontlinjen sikrer I, at børn, unge og familier kan få luft og få glæde af de fællesskaber og de pædagogiske miljøer, der skaber tryghed og nærvær. I en tid, hvor intet er, som det plejer at være, er i med til at give en hverdag, der bare minder lidt om det, vi kendte før krisen. Før Corona. Vi passer vores arbejde. Vi skal leve med det store ansvar, vi har for dem, vi passer på og risikoen for selv at blive smittet. Det er et dilemma.

På trods af det, får de studerende en uddannelse, pædagogerne og de studerende mødes virtuelt. Sammenhold, fællesskaber og læringsmiljøer er gået digitalt på en helt ny måde. For trods dilemmaer, frygten for smitte, nye strukturer og en konstant opdatering på retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, så står I klar. I er der i front. Og i kæmper. Vi har brug for jer. Og vi kan se, I står til rådighed, og vi kan se den store hjælpsomhed, der udvises overfor kommende og nye kollegaer.

Ledere står på pinde sammen med jer for at finde kreative løsninger for børn, så hverdagen er tryg og meningsfuld. Der er konstante dilemmaer mellem faglighed, retningslinjer og hensynet til børnene. I knokler. Det ved vi! I knokler- trods manglende retningslinjer og manglende løfter om kompensation for alt det ekstra, der kræves af pædagoger og ledere i denne tid. Faggrænser brydes og forenes til gavn for børn, unge, familier og samfundet.

Hjælpsomheden har været pædagogernes og socialarbejderes mantra i denne tid. I bør hyldes for at stille op, omstille jer og tilbyde assistance, hvor end der er brug for det. I gør det uselvisk og med et samfundssind, der er i verdensklasse. I bør hyldes og belønnes ved både at mærke anseelse og anerkendelse i hverdagen. Og I bør hyldes ved fremtidige forhandlinger ved overenskomsterne. Det ser ud til, at jeres store og bemærkelsesværdige indsats bemærkes – men det bør så også belønnes. Det skal vi huske dem på.

Vi er her for dig

Vi, i BUPL-Fyn, står bag jer – og vi bliver stående. Både mens krisen står på, og når krisen er slut. Vi står bag jer, når regningen skal gøres op, og nye aftaler skal i hus. Aftaler mellem parterne – “den danske model” – har igen vist sin styrke undervejs, både lokalt og centralt. Det har betydet både aftaler om retningslinjer, påvirkning og hjælpepakker.

Netop overenskomsterne, som skal fornyes i 2021, drøftes lige nu på det allerøverste plan mellem forhandlingsparterne. Hvordan kan man forny og forbedre overenskomster i en krisetid? Hvad med ligelønnen? Og hvad med kravet om mere i løn? Enhedslisten har allerede foreslået en stor pose penge udenom forhandlingssystemet, til netop de lavestlønnede ansatte i velfærdssektoren.

Så er vi i gang! Og BUPL er selvfølgelig med til at forhandle og sikre indflydelse i de forhandlinger. Også her er sammenholdet det vigtigste, og det skal igen stå sin prøve.

Så selvom vi i dag den 1. maj ikke kan lufte fanerne, så står vi sammen. For sammen er vi stærkest!!

Pas på jer selv og hinanden.

Med venlig hilsen

Rikke Hunsdahl

Formand