Christiansborg er en gi-tar!


DR-dokumentaren “Hvem passer vores børn?”, der rullede hen over skærmen mandag aften, har fået sindene i kog og sat fornyet gang i debatten om den hverdag, børn og pædagoger oplever i daginstitutionerne. Det tydelige billede på hverdagen øger også frustrationerne. For hvorfor gør politikerne ikke noget? Og “nu må BUPL fandme også komme på banen”, som et medlem på facebook i frustration skrev.


Udgivet d. 16 marts, 2019

Jeg har været BUPL´s formand siden 2014. Og jeg kunne på det tidspunkt konstatere, at vi i vuggestuer og børnehaver havde et hængeparti på ca. 4000 pædagoger efter den økonomisk krise, der havde kostet hårdt på de store velfærdsområder. Derfor kørte vi i 2015 en intensiv kampagne om behovet for minimumsnormeringer i Danmark. Der var dengang kun et enkelt parti, nemlig Enhedslisten, der støttede BUPL i minimumsnormeringer  – som et absolut minimum for hvor mange børn en pædagog kan stå alene med. I dag – 4 år senere – er SF, Radikale, Alternativet og Kristendemokraterne hoppet med på vognen (i forskellige former). Det er vores fælles bedrift og et resultat af et vedholdende stykke fagpolitisk arbejde, hvor vi med synliggørelse af faget, forskningsargumenter, analyser og virkelighedsberetninger i fællesskab har flyttet en dagsorden.

Det har krævet mod og et stærkt og vedholdende fællesskab. Og vi er langt fra i mål endnu.

En stærk dokumentar blev til

Lige efter sommerferien 2018 fik vi en henvendelse fra DR2 Dokumentar, der op til det kommende valg, ville lave en temperaturmåling på velfærden. De havde bl.a udset sig børneområdet – inspireret af pædagoger, der på de sociale medier under #minnormering delte vidnesbyrd om en hverdag, hvor pædagoger ofte står alene med store børnegrupper. Journalisterne fra DR2 ville vide, hvorvidt vi ville medvirke til at stille BUPL’s medlemspanel til rådighed for en undersøgelse.

Det sagde vi ja til. Men ikke uden en hvis bæven, da vi som pædagogernes fællesskab altid har en interesse i, at vi viser et retvisende billede af virkeligheden og vores fag. Og kunne vi i virkeligheden risikere, at pressede pædagoger blev udstillet som synderen i en nedprioriteret velfærdsopgave?

Det kom heldigvis ikke til at ske. Dokumentaren “Hvem passer vores børn?” ER et retvisende billede af vores virkelighed. Det bakkes bl.a op af Henrik Haarder, som er Velfærdsdirektør i Greve Kommune, hvor den ene af de medvirkende daginstitutionerne har til huse. Efter udsendelsen siger han sådan til Avisen.dk “Jeg ser denne dokumentar som et passende billede af, hvordan hverdagen er ude i vores daginstitutioner”

Jeg er stadig dybt rørt over de dygtige og modige pædagoger, der stod op for fællesskabet. Tak for jer.

Den politiske pres-bal

De stærke vidnesbyrd fra pædagogerne, er også blevet en politisk pres-bal. En synlig irriteret statsminister Lars Løkke Rasmussen påpegede dagen efter i Folketingets udvidede spørgetime, at normeringerne i landets daginstitutioner skam er 3,1 børn pr voksen i vuggestuen og 6,2 børn pr voksen i børnehaven. Men der er noget statsministeren har fået galt i halsen. Han tæller både ledere, langtidssyge og ansatte på barsel med. Og selv om minimumsnormeringer åbenbart synes for dyrt for en regering, der har haft råd til skattelettelser for 21 mia. kr.,  så er de langt fra pædagoghimlen på jord. De er et absolut minimum, der som et første skridt kan stoppe de sorte normeringshuller. Hverken mere eller mindre.

Børneminister Mai Mercado var heller ikke tilfreds med Dokumentaren – og har bl.a. i en videokommentar påpeget, at hun har prioriteret børneområdet. Og selv om man som pædagog kan blive ked af, at hun ikke forholder sig synderligt til den virkelighed, hun møder i dokumentaren, så har hun en pointe. I arbejdet med den styrkede pædagogiske læreplan har BUPL selvfølgelig peget på behovet for at styrke pædagogers mulighed for at løfte den tidlige indsats. Direkte adspurgt om, hvor regeringen kunne sætte ind først, har BUPL peget på børn i udsatte positioner – og på de yngste børn – som et skridt på vejen, når ministeren nu ikke ville give os minimumsnormeringer.

Og ret skal være ret. Med bl.a. 1000-dages programmet har regeringen siden 2015 tilført kommunerne ca. 1,5. mia. kroner – svarende til ca. 300 mio. om året til mere pædagogisk personale. Men hverken beretninger fra virkeligheden, BUPL´s vilkårsundersøgelser eller de årlige Danmarkskort, der følger de kommunale budgetter på børneområdet, har desværre kunnet registrere en så stor tilførsel af pædagoger i den enkelte kommune.

Stop abespillet og giv os en national handleplan

Så hvor er pengene til flere pædagoger blevet af? Det skortede ikke på lovord om bedre tider for børn og pædagoger under kommunalvalget i 2017, hvor 8 ud af 10 kommunalpolitikere gik ind for minimumsnormeringer. Et ønske der bakkes massivt op af forældrene.

Det handler til dels om prioritering. Men selv i de kommuner, hvor pengekassen er godt polstret, skal vi kigge langt efter de massive investeringer i børneområdet, der rent faktisk er brug for. Groft sagt straffer budgetloven de kommuner økonomisk, der bruger flere penge end budgetteret. Og gør at kommunerne er forpligtet på at have et langt lavere forbrug end de mange flere børn og ældre kalder på. Så når regeringen giver med den ene hånd, så tager kommunen – eller budgetloven – med den anden.

Jeg er godt og grundigt træt af abespillet. Jeg er træt af dødssyge alibier – som f.eks at minimumsnormeringer er et angreb på det lokale selvstyre. Ministeren peger på kommunerne som de, der mangler at tage ansvar – og KL peger på at kommunerne mangler penge. Og sådan kan de blive ved.

Men børnene kan ikke bruge det til en pind. De er – som pædagog Louise Kræmer Jessen så rigtigt sagde i P1 – ligeglade med et tal fra Danmarks Statistik. Børnene tæller kun dem, der i virkeligheden er der. For dem er det tilgængeligheden af pædagoger, der kan give omsorg og nærvær, der er afgørende.

I BUPL insisterer vi derfor på en national handleplan, der både forpligter Christiansborg og kommunerne. Med et stigende børnetal, er det nødvendigt med en genopretning, der IKKE udhules, men som sikrer minimumsnormeringer i kommunerne som en grundtildeling – og som kommunerne så kan bygge ovenpå. Og det kan kun gå for langsomt med at komme i gang!

BUPL er dig og mig. Os allesammen i foreningen. Vi skal stå sammen om vores krav. Og vi skal blive ved med at fortælle om vores virkelighed, og hvad der skaber et #GodtBørneliv – og et godt arbejdsmiljø. Vi er allerede nået langt.

 

Mange hilsner Elisa, Formand.

Se alle Elisas indlæg på Formandens blog

Abonnér på Formandens blog