Byrådet hænger i bremsen på børneområdet


Århus Stiftstidende 14. september 2020, af Marianne Gilbert Nielsen, formand for BUPL Århus, og Elisa Rimpler, formand BUPL.


Udgivet d. 14. september 2020

Endelig er vi på vej til at få sat prop i årtiers besparelser på børneområdet. Kravet om minimumsnormeringer har givet genlyd på Christiansborgs gange. Det er vi glade for.

Det er på høje tid.

Men børnene kan ikke vente helt til 2025, før løftet om minimumsnormeringer indfries.

Børn har kun én barndom, og vi har ikke råd til, at der er kommuner, der hænger i bremsen. Og det gør Aarhus Kommune. Det ser endda ud til, at kommunen er på vej til at sætte i bakgear.

For mens en stribe af landets største kommuner, blandt andre København, har trykket speederen i bund og lovet minimumsnormeringer i løbet af de næste par år, sker det modsatte i Aarhus Kommune. I tidligere budgetforlig er der sparet så meget, at når bundlinjen gøres op, så er der ikke noget tilbage til at give det løft til børnene, der blev lovet. Og det er tudetosset, når vi ved, at de første år af et barns liv er fuldstændig afgørende for resten af dets liv.

I forvejen er der meget lang tid til 2025.

Især, hvis man er barn. Hverdagen er alvorligt presset i vuggestuer og børnehaver. Når der er mangel på tid til den basale omsorg og hverdagen mest af alt er præget af brandslukning, så sætter vi børnenes trivsel og udvikling over styr. Det er alvorligt, og det er på tide, at politikerne i Aarhus Byråd vælger overhalingsbanen og sætter en stopper for de besparelser, der år efter år bremser for forbedringer på børne-og ungeområdet.

Minimumsnormeringer er ikke flødeskum på lagkagen. Det er en bund under et børneområde, der år for år er blevet udsat for besparelser. Det er en nødvendig genopretning.

Og en investering i vores fremtid.

Og vi ved, hvad der skal til. Coronakrisen blev et laboratorie for, hvordan vi forbedrer kvaliteten på børneområdet. Mindre børnegrupper og tid til fordybelse har afgørende betydning for børnenes udvikling. De trives og udvikler sig bedre. Sproget udvikler sig og blomstrer. De sociale kompetencer styrkes.

Det er der behov for. Både nu og i fremtiden.

Derfor er det ekstra ærgerligt, hvis ikke partierne i byrådet griber det momentum, der er, og sender tidligere års besparelser til eftersyn, så Aarhus igen kan komme i overhalingsbanen og være med blandt de kommuner, der prioriterer børneområdet nu og i fremtiden.

Inden længe skal der forhandles om minimumsnormeringer på Christiansborg. Vi vil holde politikerne op på, at pengene går til det rigtige: Flere pædagoger. Vi vil have minimumsnormeringerne hegnet ind og besparelserne standset, så vi kan få startet genopbygningen af børneområdet.

I Aarhus er det modsatte ved at ske. Derfor håber vi, at de politiske partier i byrådet vil slippe håndbremsen og sammensætte et budget for 2021, der sætter en stopper for de besparelser, der år efter år sikrer, at vi ikke får minimumsnormeringer i Aarhus. For børnenes skyld.

Derfor er det ekstra ærgerligt, hvis ikke partierne i byrådet griber det momentum, der er og sender tidligere års besparelser til eftersyn, så Aarhus igen kan komme i overhalingsbanen og være med blandt de kommuner, der prioriterer børneområdet nu og i fremtiden.