BUPL: Vigtigt løft til trivselsarbejdet i fritidsinstitutionerne


BUPL glæder sig over, at den nye finanslov afsætter en milliard til arbejdet med børn i udsatte positioner i landets fritidsinstitutioner og udskudt skolestart.


Udgivet d. 6. december 2021

Regeringen og støttepartiernes beslutning om at indføre sociale normeringer i fritidsinstitutioner med mange børn i udsatte positioner er et vigtigt første skridt for at styrke det vigtige trivselsarbejde efter skoletid.

”Jeg glæder mig over, at partierne har lyttet til os. Det er lidt af et gennembrud, at vi nu også får sociale normeringer i fritidsinstitutionerne, ligesom vi kender det fra daginstitutionerne,” siger formanden for BUPL, Elisa Rimpler.

Mistrivslen er stigende

Regeringen og støttepartierne har i første omgang afsat 44,8 millioner kroner i 2022 og 123 millioner kroner årligt i perioden 2023-2025.

”Over halvdelen af pædagogerne på fritidsområdet oplever, at mistrivslen blandt børn og unge er stigende, mens kun fire procent vurderer, at mistrivslen er faldende. Det er bekymrende. Pædagogerne står ofte alene med grupper på over 30 børn. Og særligt i de områder, hvor der er flest børn i udsathed, udfordrer det pædagogernes muligheder for at give børnene det, de har brug for” siger Elisa Rimpler.

BUPL-formanden lægger dog ikke skjul på, at hun gerne havde set et mere generelt løft af fritidsinstitutionerne.

”Vi ser, at flere og flere skoler afkorter skoledagen. Men det nytter ingenting at hæve kvaliteten ét sted, hvis det bliver på bekostning af børnenes liv i fritiden. SFO´er og klubber kan gøre en stor forskel for børn og unges fællesskaber og trivsel. Men det kræver, at pengene følger med, når SFO og klub skal holde længere åbent. Det mangler vi stadig at se en løsning på,” siger Elisa Rimpler.

Ingen skal for tidligt i skole

BUPL-formanden glæder sig også over, at finansloven gør det lettere for forældre at udsætte børnenes skolestart. Det er der afsat 100 millioner kroner til. Et beløb som stiger til 200 millioner kroner.

”Ingen har glæde af, at børnene kommer for tidligt i skole. Slet ikke børnene. Det er forældrene og børnenes pædagoger i børnehaven, der kender børnene og derfor bedst kan vurdere, om de er klar til at starte i skole eller har brug for et år til i det trygge miljø i børnehaven,” siger Elisa Rimpler.