BUPL: Udflytning må ikke forringe pædagoguddannelsen


Udflytning af studiepladser til provinsen må ikke ske på bekostning af uddannelserne i de store byer, der i forvejen er under pres.


Opdateret d. 27. maj 2021

Regeringens uddannelsesplan ”Tættere på – flere uddannelser og stærke lokalsamfund” har et godt sigte, men risikerer at presse både pædagoguddannelsen og dermed rekrutteringen af flere pædagoger til fremtiden, siger BUPL-formand Elisa Rimpler.

”Ingen kan være uenige i ambitionen om stærke lokalsamfund og mere balance i Danmark, men vi står med en pædagoguddannelse, som mest af alt har brug for genopretning – både økonomisk løft og indholdsmæssigt. Det arbejde er godt i gang og må ikke lide under de politiske ambitioner om udflytning af en uddannelse, der i forvejen kan læses i 23 byer rundt omkring i landet,” siger Elisa Rimpler.

I regeringens plan fremgår det ikke, om finansieringen af udflytningen kommer til at påvirke de eksisterende uddannelser. Det fremgår heller ikke, hvor mange pladser der eventuelt skal flyttes fra pædagoguddannelserne i de store byer, eller om det påvirker økonomien til de eksisterende uddannelser. Men regeringen oplyser, at 25 nye uddannelser skal placeres rundt omkring i landet. Blandt andet en ny pædagoguddannelse i Holbæk.

BUPL advarer mod, at man tager studiepladser fra de store byer, hvor der allerede nu er stor mangel på pædagoger.

”Det er rigtig godt for Holbæk – og tillykke til dem, men fx i København er det kun hver anden ansat, der har en pædagoguddannelse, og den udvikling får vi ikke vendt, hvis vi fjerner studiepladser fra de store byer. Dermed risikerer man at gøre rekrutteringsudfordringerne endnu større,” siger Elisa Rimpler og fortsætter:

”Vi ser frem til at blive klogere på, hvordan regeringen mere præcist vil gribe udflytningerne an og er klar til at bidrage konstruktivt til arbejdet.”

For yderligere information kontakt Søren Geisler på sog@bupl.dk eller på 31199078.

Fakta
  • Pædagoguddannelsen er med 17.000 studerende Danmarks største uddannelse.
  • Uddannelsen findes i 23 byer over hele landet.
  • Andelen af pædagogstuderende, der optages uden for de fire store byer (København, Aarhus, Odense, Aalborg) steg fra 50 til 54 procent fra 2010 til 2019.