BUPL: Pædagogmangel kræver både nationale og lokale løsninger


Der er brug for en samlet strategi med flere greb – bl.a. bedre arbejdsvilkår, en styrket pædagoguddannelse og en retfærdig løn. Og både Christiansborg og kommunerne skal på banen, lyder det fra Elisa Rimpler og Henriette Brockdorff, Formand for BUPL og formand for BUPL Hovedstaden i debatindlægget bragt i Altinget d. 9. februar 2021.


Opdateret d. 14. juni 2021

Manglen på pædagoger er en national udfordring, men København er særlig udfordret af den stigende tilflytning og det dermed stigende børnetal, mener BUPL.

Stærke velfærdsuddannelser er kernen i en stærk og velfungerende offentlig sektor.

Og selvom vi alle ønsker corona hen, hvor peberet gror, har det seneste år vist os, hvor vigtige velfærdsprofessionerne er for Danmark. Uden dygtige pædagoger, sygeplejersker og lærere for nu at nævne nogle få, var vi ilde stedt.

Pædagogerne var blandt de første ude af døren i foråret, da genåbningen med små, forsigtige skridt, blev startet. De gik på arbejde – og gør det stadig – for at være et værn om det gode børneliv. Trods de svære betingelser.

Småbørnsforældre vil nok stemme i, når jeg siger, at deres indsats har været guld værd. Derfor er det også bekymrende, at manglen på pædagoger i København for alvor nu begynder at kunne mærkes.

Manglen på pædagoger er en national udfordring, men København er særlig udfordret af den stigende tilflytning og det dermed stigende børnetal. Derfor er der brug for en styrket rekrutteringsindsats. Både lokalt og nationalt.

Flere håndtag skal i brug
I BUPL’s rekrutteringsudspil fra december 2020 kalder vi på en national rekrutteringsplan, hvor alle parter tager ansvar for at finde løsninger. Både på kort og langt sigt.

Skal udviklingen vendes, kan vi ikke nøjes med de gode og kreative løsninger – her skal både Christiansborg og Kommunernes Landsforening (KL) trække med.

Vi benytter enhver lejlighed til at minde både Folketing og KL om, at de ikke kan overlade ansvaret for pædagogmanglen til kommunerne lokalt. Men det gør sig også gældende den anden vej. Både hvad øget søgning til uddannelsen og arbejdsvilkår angår.

Derfor er vi også glade for at læse på Altinget, at Jesper Christensen (S) og Sofie Seidenfaden (S) på vegne af Socialdemokratiet i København vil tage “alle håndtag” i brug.

Og vi er glade for, at Københavns Kommune går forrest og allerede fra 2022 indfører minimumsnormeringer. Men der er flere håndtag, der skal tages i brug.

Professionen skal styrkes indefra
Københavns Professionshøjskole har allerede taget initiativ til en særlig meritpædagoguddannelse for akademikere. Det er et fint initiativ og et skridt på vejen, men der skal mere til.

Der skal oprettes flere uddannelsesstillinger, så medhjælpere og pædagogiske assistenter kan tage en meritpædagoguddannelse.

Og dette skal kombineres med nationale initiativer, der forhåbentlig kan betyde, at det bliver langt lettere at skifte spor senere i arbejdslivet, så flere i voksenlivet også vil kunne få adgang til pædagoguddannelsen.

Arbejdsmiljøet har kæmpestor betydning for, hvordan vi gør professionen endnu mere attraktiv. Vi næres af at have tid og plads til fagligheden – og udvikling af pædagogisk praksis.

At man som pædagog har muligheden for at se, mærke og imødekomme børnenes behov. Og at vi sammen i personalegruppen har mulighed for fælles faglig refleksion, der kan gøre os dygtigere til det. Så elementært er det.

Professionen skal styrkes indefra, og det kan kommunen gøre mere for. Både på arbejdspladsen, men også via efter- og videreuddannelse.

Og så har vi brug for faglig og nærværende ledelse, der kan holde kursen og understøtte personalet i hverdagens komplekse og mangeartede opgaver.

Højere varigt taxameter
Vi kommer dog ikke uden om de vigtige nationale og politiske prioriteringer. Flere unge skal vælge pædagoguddannelsen som deres førsteprioritet.

Det kræver en styrket uddannelse af høj kvalitet. Og skal vi have det, så skal der sendes flere penge i retning af pædagoguddannelsen i form af et højere varigt taxameter.

På den måde kan vi sikre flyvehøjde til en kommende reform af uddannelsen, der gentænker og styrker det pædagogiske fundament, sikrer en høj studieintensitet, men også, at uddannelserne og kommunerne, der står for praktikken, forpligter sig på et sammenhængende, kreativt og fælleskabsorienteret studiemiljø, så skemaet i sig selv trækker de unge til.

Sidst, men ikke mindst, skal der gøres noget alvorligt ved pædagogernes lønefterslæb. Selvom vi elsker at gå på arbejde for København og Danmarks børn, så bærer det ikke lønnen i sig selv.

Lønefterslæbet er gift for faget. Både hvad rekruttering og anseelse angår. Og det er altså ikke udelukkende et nationalt anliggende.