BUPL Hovedstaden: To ud af tre pædagoger oplever ikke at kunne drage tilstrækkelig omsorg for børnene


Den hidtil største kortlægning af pædagogers vilkår viser, at der mangler tid til børnene på alle fronter i landets daginstitutioner. De samlede resultaterne for BUPL Hovedstadens fire kommuner flugter med resultaterne på landsplan – pædagogerne mangler tid til omsorg, til arbejdet med børnenes trivsel og udvikling og til sårbare og udsatte børn.


Opdateret d. 15. april 2019

I alt 1407 pædagoger og ledere deltaget i undersøgelsen, og resultaterne taler for sig selv. Fire ud af fem pædagoger svarer, at de indenfor den sidste uge har oplevet, at der var for få voksne i forhold til arbejdsopgaverne. Samtidig oplever to ud af tre, at de ikke kan drage tilstrækkelig omsorg for børnene grundet personalemangel. Undersøgelsen viser også, at to ud af tre pædagoger oplever, at de ikke kan give støtte til sårbare og udsatte børn.

Henriette Brockdorff, formand for BUPL Hovedstaden, genkender det dystre billede, som undersøgelsen tegner: ”Det er dybt bekymrende, men desværre ikke overraskende, at pædagogerne mangler tid til at løfte deres vigtigste kerneopgave med at sikre børnenes trivsel, udvikling og læring. Vi hører fra pædagogerne, at de har svært ved at få enderne til at mødes, og det går ud over den pædagogiske kvalitet i arbejdet med børnene.”, siger Henriette Brockdorff.

I undersøgelsen svarer to ud af fem ledere, at de planlægger med ’alenetid’ i vagtskemaet for at få personaleressourcerne til at række. Det betyder, at pædagogerne må stå alene med den samlede børnegruppe.

Det er utilfredsstillende at normeringerne er så skrabede, at det er nødvendigt at planlægge med alenetid, vi må have sat en prop i besparelserne på området, så vi kan vende skuden og begynde at prioritere et godt børneliv for alle børn i daginstitutionerne – det starter med minimumsnormeringerne, men det slutter ikke der., siger Henriette Brockdorff.

Fakta om undersøgelsen

BUPL har i perioden 26. februar til 12. marts 2019 gennemført en undersøgelse, hvor alle medlemmer af BUPL på 0-5 års området, har haft mulighed for at deltage. I BUPL Hovedstadens fire kommuner, har 1407 pædagoger og ledere besvaret undersøgelsen. Ud af de samlede besvarelser er der 1200 komplette besvarelser og 2017 delvise besvarelser. Svarprocenten er 42 for de komplette besvarelser og 51 når de delvise besvarelser medregnes.

Resultater i procent:

  • 80 procent af pædagogerne har inden for den sidste uge oplevet, at de var for få medarbejdere i forhold til arbejdsopgaverne.
  • 64 procent af pædagogerne kan ikke drage tilstrækkelig omsorg for børnene på grund af personalemangel.
  • 67 procent af pædagogerne kan ikke give støtte til sårbare og udsatte børn på grund af personalemangel.
  • 63 procent af pædagogerne var i perioder på en tilfældig dag alene med den samlede børnegruppe.
  • 39 procent af lederne angiver, at de ikke kan lægge en vagtplan, hvor pædagogerne undgår at stå alene med den samlede børnegruppe, da de har for få personaleressourcer.