BUPL henter ny vicedirektør i DeltagerDanmark


BUPL ansætter Bjørn Hansen, som ny vicedirektør. Han tiltræder 1. februar.


Opdateret d. 03. januar 2022

Det bliver 39-årige Bjørn Hansen som kommer til at stå i spidsen for den organisatoriske videreudvikling af landets største fagforbund for pædagoger. 1. februar forlader han jobbet som direktør i Deltager Danmark for at blive ny vicedirektør i BUPL.

Bjørn Hansen

”Jeg glæder mig utrolig meget til opgaven. Jeg kender BUPL som et progressivt fagforbund, der har været utroligt stærke til at mobilisere både medlemmer og eksterne interessenter på børnedagsordenen de seneste år. Det er også en sag, jeg brænder for. Så jeg synes, det er det helt rigtige match,” siger Bjørn Hansen.

Formand for BUPL, Elisa Rimpler, ser frem til at få en kapacitet som Bjørn Hansen med på holdet.

”Bjørn har lige præcis de kompetencer, som vi har brug for til at styrke og udvikle organisationen. Han har et indgående kendskab til de muligheder og udfordringer, som en moderne fagforening skal kunne håndtere for at være relevant og skabe resultater sammen med medlemmerne og andre aktører,” siger Elisa Rimpler.

Bjørn Hansen kommer fra et job som direktør i organisationen DeltagerDanmark, som han også var med til at stifte i 2016.

DeltagerDanmark har specialiseret sig i at hjælpe blandt andet medlemsorganisationer, NGO’er og offentlige myndigheder med at engagere borgere, medarbejdere og medlemmer for at opnå resultater i fællesskab og styrke deltagelsen i samfundsudviklingen. De erfaringer vil han trække på i sit nye job.

”Jeg kommer med over 20 års erfaring i at bygge fællesskaber, og har de seneste 10 år arbejdet med udvikling af fagforeninger både lokalt og på forbundsniveau. Det vil jeg bruge til at arbejde for, at pædagogernes stemme kommer til at fylde endnu mere i samfundsdebatten og til at styrke deres arbejdsvilkår. For det har vi brug for,” siger Bjørn Hansen.

Formanden for BUPL, Elisa Rimpler, supplerer:

”Bjørn har et godt blik for at skabe følgeskab, fællesskaber og handlemuligheder. Og det er helt centrale redskaber for fremtidens fagforeninger.”

Bjørn Hansen overtager vicedirektør-stillingen fra Christina Barfoed-Høj, der sidste år forlod BUPL for at blive direktør for Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).

BLÅ BOG
Bjørn Hansen, 39 år
Uddannet sociolog fra RUC og Københavns Universitet (2011)
Medstifter og direktør i DeltagerDanmark siden 2016. Tiltræder som vicedirektør i BUPL 1. februar 2022.
Tidligere uddannelseschef i Tænketanken Cevea og kampagnekoordinator i Mellemfolkeligt Samvirke
Forfatter til bøgerne Byggesten til fremtidens fagforening – lederskab og faglige strategier i en deltagerøkonomi” (2021) og Deltagereffekten (2018).