BUPL: Hårdt pressede daginstitutioner har brug for nødbremse


Situationen er kritisk i mange daginstitutioner, hvor corona-smitte og sygemeldinger blandt pædagoger truer børnenes tryghed og trivsel. Vi bevæger os mod et kollaps, advarer BUPL og efterlyser en nødbremse.


Udgivet d. 15. december 2021

Der er akut brug for en nødbremse i de hårdt pressede daginstitutioner, hvor coronasmitte og sygemeldinger blandt medarbejderne efterlader kollegaer uden mulighed for at dele børnene op i mindre grupper og sikre den tryghed og omsorg, de har krav på. Derfor skal der være mulighed for at trække i bremsen og tilpasse antallet af børn til antallet af pædagoger.

“Situationen er alvorlig. Vi hører om daginstitutioner, hvor over halvdelen af det faste personale er væk på grund af sygdom eller karantæne. Det gør det næsten umuligt at få tingene til at dele børnene op i mindre grupper og sikre den omsorg og tryghed, de har behov for,” siger formand for BUPL, Elisa Rimpler.

Risikerer nedlukning

Hun er alvorligt bekymret for, hvordan børn og pædagoger skal komme igennem de kommende uger og måneder med udsigt til stigende smittetal, der også rammer børnene.

”Åbne daginstitutioner er afgørende for, at vi kan holde samfundet kørende. Men så må politikerne og arbejdsgiverne altså også sikre de bedst mulige betingelser for børn og pædagoger, og det oplever vi ikke lige nu”, siger Elisa Rimpler.

”Det skaber utryghed og mistrivsel hos børnene, når halvdelen af det faste personale er væk, og de hele tiden bliver mødt af nye vikarer. I det omfang det overhovedet er muligt at skaffe vikarer. Det går især ud over børn med særlige behov. Derfor skal daginstitutionerne have mulighed for at begrænse antallet af børn, når det brænder på. Ellers risikerer vi, de må lukke helt,” siger Elisa Rimpler.

BUPL vil have:

• Mulighed for dimensionering lokalt. Altså en mulighed for at trække i bremsen og begrænse antallet af børn, så det kun er dem med allerstørst behov, der møder op i daginstitutionen.

• Bedre mulighed for test på arbejdspladsen.

• Krav til forældre om at være mundbind på institutionernes område.

• Klar besked til kommuner og ledere om at alle coronarelaterede ekstraudgifter betales af krigskassen.