Borgerforslag: Ophæv Tjenestemandsreformen fra 1969


Borgerforslaget ‘Ophæv Tjenestemandsreformen fra 1969’, bliver behandlet af Folketinget den 20. maj. Et par dage forinden havde gruppen bag borgerforslaget foretræde i forbindelse med behandlingen i Folketinget. Læs deres tale her.


Udgivet d. 20. maj 2021

Ophæv Tjenestemandsreformen fra 1969 – skab ligestilling i lønforholdet mellem offentlige faggrupper.

Onsdag den 19. maj 2021 havde gruppen bag borgerforslaget foretræde ifm behandlingen af forslaget i Folketinget, som fandt sted torsdag aften. På fornemmeste vis, repræsenterede de 4 græsrødder, der fik fysisk foretræde, hver deres faggruppe.

Læs deres tale her.

Kære politikere, kære ligestillingsudvalg, kære beskæftigelsesudvalg
Vi er her, for at tale med jer om Tjenestemandsreformen. En historisk lønulighed skabt af politikerne i 1969.
Vi står foran jer i dag: en pædagog, en socialrådgiver, en sygeplejerske og en jordemoder. Vi repræsenterer den nye ligelønsbevægelse og de offentligt ansatte i de traditionelt kvindedominerede fag. Vi er græsrødder, og vi agerer uafhængigt af vores fagforeninger, men vi har deres fulde opbakning.
Tirsdage kendes nu som Tjenestemandstirsdage. Vi samles over hele landet. Vi står i København. Vi står i Århus. Vi står i Aalborg. Vi står i Odense. Og flere byer er på vej. I Nykøbing falster holder de Tjenestemands-torsdag, og i Vejle holder de Fair løn fredag. Vi samles for at demonstrere mod Tjenestemandsreformen.
I 1969 skabte Folketinget Tjenestemandsreformen. Staten fastsatte vores lønninger. Jeres kolleger – primært mænd – indplacerede offentligt ansatte i 40 lønrammer, og satte de traditionelle kvindefag allernederst. Indplaceringen var med kommissionens egne ord ubegrundet. Den var i det store og hele en kopi af den første Tjenestemandslov fra 1919.
Det er over 100 år siden.
Og kun 4 år efter at kvinder fik stemmeret.
I 1969 blev kvinder stadig betragtet som sekundære på det danske arbejdsmarked. De få kvinder der faktisk var på arbejdsmarkedet, de fremgik som en rubrik på mandens selvangivelse. Vores løn blev betragtet som lommepenge.
Samtidens kvinder: Hanne Reintoft der sad i Folketinget, opponerede kraftigt, og Kirsten Stallknecht fra fagbevægelsen kaldte det latterligt.
For Tjenestemandsreformen er udtryk for strukturel ulighed.
Den er politisk skabt. Det er hævet over enhver tvivl.
Det sker, at nogen blander en politisk skabt reform sammen med den danske model og de overenskomstforhandlinger, som pågår netop nu. Vi, der står foran jer i dag, kan godt finde ud af at skille tingene ad. Det kan de mange andre faggrupper, som demonstrerer hver tirsdag også.
Tjenestemandsreformen blev skabt i 1969. Men først i løbet af 70’erne blev den danske model indført på det offentlige område. Tjenestemandsreformen er altså det grundlag, den danske model på det offentlige område, hviler på. Forestil jer, at den danske model er et hus. Velkonstrueret. Flot. Solidt.
Så er tjenestemandsreformen fundamentet, som huset er bygget på. Det er Forældet. Betonen er ulige fordelt. Det er Skævt.
Arbejdsmarkedets parter: Fagforeningerne og regionerne. De kan flytte rundt på møblerne inde i huset. De kan tage fra hinandens værelser. Men de kan ikke rette op på det skæve fundament. De kan ikke fylde ny beton på, så uligheden udjævnes.
Det er nødvendigt at tilkalde fundamentets konstruktør. Jer, politikere.
En reparation af fundamentet står ikke i modsætning til de forhandlinger, der pågår i værelserne inde i huset.
Sagt med andre ord: I kan godt stemme for borgerforslaget og for et opgør med Tjenestemandsreformen, uden af det går ud over den danske model.
Jeres kolleger i 1969 var allerede klar over, at de med Tjenestemandsreformen risikerede at fastfryse faggruppernes løn i tiden. De understregede at fagenes værdisætning burde være dynamisk, og skulle tilpasses løbende:
Den konservative lønnings­- og pensionsminister Aage Hastrup sagde dengang:
“Det er imidlertid vigtigt, at det nye system indrettes således, at en senere tilpasning kan foregå uden for store vanskeligheder”,
og at
“Tjenestemandsreformens bestemmelser kan ændres efter aftale”.
Et stillingsvurderingsråd blev derfor oprettet for hvert 5. år at revurdere lønrammerne. Det skulle ske i takt med fagenes udvikling i forhold til uddannelseslængde og tiltagende kompetencer. Men det skete bare ikke. Faktisk skete der kun to revisioner i rådets levetid – én gang for politibetjentene i 1982 og én gang for de offentlige ledere i 1987.
I 2001 blev stillingsvurderingsrådet nedlagt af regeringen.
Ikke blot var indplaceringen af de traditionelt kvindedominerede fag ubegrundet. Den blev heller aldrig revurderet. Lønnen fulgte ikke med tiltagende uddannelseslængde, kompetencer og ansvar.
Tjenestemandsreformen er en historisk årsag. Men konsekvensen er i den grad nutidigt: dårlig rekruttering og dårlig fastholdelse i vores fag.
Ansvarlighed er et velkendt begreb. Det indebærer, for os allesammen, at man må bære følgerne af sine uretmæssige handlinger og ikke mindst undladelser. Politikerne i 1969 foretog ubegrundede indplaceringer, og Folketinget har undladt at handle i 52 år.
Hvis en ulighed eksisterer længe nok, kan det forveksles med en naturlov. Det er den ikke. Den er skabt politisk, og skal løses politisk.
Ansvaret er jeres.
Hvilken side af historien stiller I jer på?