Børnene sjofles i finansloven


Venstre skrotter børnepakken og præsenterer en finanslov uden et eneste initiativ på børneområdet. BUPL undrer sig over, at Dansk Folkeparti ikke har fået fjernet omprioriteringsbidraget på det kommunale område i forbindelse med aftalen. Det vil udhule velfærden og give massive besparelser.


Udgivet d. 19 november, 2015

Der er udsigt til skattelettelser, fastfrysning af grundskylden og lavere registreringsafgifter på biler. Til gengæld ikke et ord om børnene. Det er resultatet af finanslovsaftalen, som regeringspartiet Venstre netop har præsenteret sammen med Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti.

BUPL-formand Elisa Bergmann ærgrer sig over, at partierne fra blå blok skriver børnene helt ud af finansloven.

”Venstre har droppet S-R-regeringens børnepakke, som skulle løfte kvaliteten i daginstitutionerne med 2,5 milliarder kroner. Men Venstre har ikke selv lanceret et initiativ på børneområdet, og det er dybt skuffende. Især fordi Venstre i regeringsgrundlaget fremhæver, at gode vuggestuer og børnehaver er vigtige for børnene. Det budskab skal ses i lyset af, at normeringerne i landets vuggestuer og børnehaver lige nu er historisk dårlige”, siger Elisa Bergmann.

Hvis man måler normeringerne i daginstitutionerne i dag op imod niveauet i 2009, mangler der hele 4.400 fuldtidsansatte pædagoger på landsplan, viser tal fra Danmarks Statistik.

Efter valget skrev Venstre i regeringsgrundlaget, at ’dagtilbuddene skal medvirke til at give vores børn en god start i livet og blandt andet forberede dem på det liv, der venter i skolen’. Det skete som opfølgning på, at Lars Løkke Rasmussen havde bragt et forslag om en såkaldt ”minimumsdækning” i vuggestuer og børnehaver ind i valgkampen. Noget af det, jeg synes, man kunne diskutere med kommunerne, det er at lave en spilleregel for, hvor mange børn en pædagog må være alene med”, lød det Lars Løkke Rasmussen i en debat på DR1. Men Venstre mangler altså stadig – fem måneder efter valget – at præsentere deres visioner på børneområdet.

Elisa Bergmann undrer sig også over, at Dansk Folkeparti kan stå bag finansloven, da partiet gik til valg på en vækst med 0,8 procent i den offentlige sektor. DF-formand Kristian Thulesen Dahl erkender nu, at partiet må nøjes med en noget mindre vækst.

”Det er skuffende, at det største parti i blå blok ikke sætter sig mere igennem i forhandlingerne, for der venter store besparelser på velfærden forude. Når regeringens omprioriteringsbidrag bliver til virkelighed, kan det ifølge en analyse fra FTF komme til at betyde op til 14.400 færre ansatte i kommunerne i 2019 – heraf 2660 færre pædagoger”, forklarer Elisa Bergmann.

”Vi står altså i en situation, hvor regeringen opfordrer børnefamilierne til at arbejde mere, mens kvaliteten i daginstitutionerne er i bund. Selv Dansk Erhverv har bedt regeringen opprioritere børneområdet, da forældrene selvfølgelig ikke har lyst til at arbejde mere, når deres børn forgæves må lede efter en pædagog i børnehaven. Det er ikke skattelettelser, der får børnefamilierne til at gå op i arbejdstid”, fastslår Elisa Bergmann.

For yderligere oplysninger:

Elisa Bergmann, formand for BUPL, tlf.: 40 23 20 69

Michael Andersen, presseansvarlig i BUPL, tlf.: 23 44 53 83

Se hele finanslovsaftalen for 2016.