Børnene har brug for, vi forholder os til virkeligheden (Køge)


I stedet for at strides om tal og statistikker, burde politikerne besøge vores daginstitutioner. Så kunne de selv vurdere, om der er behov for regler om normeringer og pædagogandel i børnehaver og vuggestuer.


Opdateret d. 11. februar 2019

Af: Morten Pedersen, Fællestillidsrepræsentant, BUPL, Køge

DEBAT: Skal Folketinget lave regler for, hvor mange børn, der må være pr. pædagog i en børnehave? Det emne diskuterede Børne- og socialminister Mai Mercado (K) og SF’s børneordfører Jacob Mark i sidste uge i Folketingssalen. Selvom de to politikere debatterede med udgangspunkt i de samme tal og statistikker, havde de vidt forskellige opfattelser af virkeligheden i en daginstitution.

Men én ting er tal og statistik. Noget andet er, hvordan hverdagen ser ud for børn og medarbejdere. Og måske de to politikere kunne nå til enighed, hvis de skiftede det kvantitative perspektiv ud med et kvalitativt perspektiv.

Jeg foreslår, at vi lader tal være tal og laver et eksperiment: Vi dykker ned i en gennemsnitlig dansk daginstitution og observerer forholdene over en kortere periode. Og stiller os selv følgende spørgsmål: Har alle børn gode muligheder for udvikling, læring og trivsel? Får alle børn nok omsorg? Bliver alle børn set tilstrækkeligt? Har medarbejderne ordentlige muligheder for at udføre deres job?

Kan man svare ja til alle spørgsmålene, vil jeg mene, at sandsynligheden for, at de danske daginstitutioner overordnet set fungerer, som de skal, er høj. Kan man ikke svare ja til alle spørgsmålene, skal politikerne arbejde for at ændre forholdene. Det kan f.eks. ske ved at indføre regler, der sikre bedre normeringer og en højere pædagogandel.

For børnene er det virkeligheden, der betyder noget. Så lad tal være tal og tag børneperspektivet. Det skylder vi børnene! De er vores fremtid!

Bragt i Dagbladet Køge 2. februar 2019