Børn presses tidligere fra børnehave til skole


Politiken Skoleliv 1. november 2018 – af Elisa Rimpler. formand for BUPL


Udgivet d. 1 november, 2018

Det var en underlig oplevelse af følge onsdagens samråd i Folketingets Undervisningsudvalg om skoleudsættelse. Undervisningsminister Merete Riisager (LA) blev spurgt ind til, om det var blevet sværere for forældrene at få skoleudsættelse for deres børn i dag end i 2009.

Dengang var det 14 procent af børnene, der fik skoleudsættelse – mens det i dag kun er syv procent. Så det oplagte svar fra ministeren havde været et klart »ja«, men det kunne hun ikke gøre rede for. Og hun var i hvert fald ikke bekymret over faldet – det var kun sundt for klassefællesskabet, at flere børn begyndte i skole, mens de var jævnaldrende.

Nu ved jeg godt, at undervisningsministeren ikke har ansvaret for daginstitutionerne, men der er altså lige blevet vedtaget en ny pædagogisk læreplan på Christiansborg, der klart og tydeligt anerkender, at børn udvikler sig forskelligt. Derfor er det også helt naturligt, at alle børn ikke er skoleparate på samme tid.

Store kommunale forskelle

Ministeren blev også forholdt, hvorfor der er store kommunale forskelle. Hvorfor man i Vesthimmerland Kommune giver skoleudsættelse til ca. 10 procent af børnene, mens det i nabokommunen Viborg Kommune kun er ca. 2,5 procent. Det kom der heller ikke noget klart svar på – men i stedet for en sang om det kommunale selvstyre.

Faktum er, at børnene i dag presses tidligere fra børnehave til skole – og det ikke er godt for børnene. Men kun for kommunekassen. For det er ikke tilfældigt, at faldet er så dramatisk siden 2009. Tidligere var det forældrene og pædagogerne, der sammen lavede en vurdering af barnet – om barnet var klar til skole eller skulle bruge et ekstra år i børnehaven.

Men i 2009 skærpede man folkeskoleloven, så beslutningen om skoleudsættelse blev fjernet fra pædagoger og forældre – og flyttet over til skoleledelsen og kommunalbestyrelsen. Der var et politisk ønske om, at børn skulle begynde tidligere i skole. Samtidig gjorde man børnehaveklassen obligatorisk – omdøbte den til 0. klasse – og flyttede læringsmålene fra 1. klasse ned i 0. klasse. Nu skulle der fart på.

Og det er der så sandelig kommet. Det viser tallene jo. I dag begynder næsten alle børn i skole det år, hvor de fylder seks år. Det er lykkedes politikerne at få deres vilje, og det er kun godt, mener Merete Riisager. For som hun sagde på samrådet, så er der mange »følelser på spil«, og »børnene kan mere, end forældrene tror«. Og hvis politikerne skulle rulle lovændringen tilbage, så forældre og pædagoger igen ville få beslutningskompetencen over børns skolestart, så ville det være en »atomisering« af vores skolesystem.

Hvem kender børnene bedst?

Jeg er dybt uenig med ministeren. Det er forældrene og pædagogerne, der kender børnene bedst. Ikke skoleledelsen eller kommunalbestyrelsen. Det er ingen hemmelighed, at det er billigere at have et barn i 0. klasse end i børnehaven. Det ser vi åbenlyst, når flere kommuner ligefrem budgetterer mere færre skoleudsættelser som en besparelse.

Det er i øvrigt også en tendens, som vi ser, når kommunerne fremrykker overgangen fra vuggestue til børnehave, så børnene rykkes op i børnehaven, før de fylder tre år. Der er færre pædagoger pr. barn i børnehaven end i vuggestuen. Det er en besparelse, som gavner kommunens økonomi – ikke barnets trivsel og udvikling.

Ud fra et børneperspektiv er det i øvrigt bekymrende, at børnenes første erfaringer med folkeskolen risikerer at blive både faglige og sociale nederlag. Politikerne taler ellers ofte om det gode børneliv – men trivselsmåling efter trivselsmåling viser, at mange børn og unge har ondt i livet. Når politikerne har travlt med at gøre børnene til elever så tidligt som muligt. Men det får den modsatte effekt at det, som politikerne ønsker. For triste børn med ondt i livet går tilbage i udvikling og har svært ved at lære.

Det er påfaldende, at Merete Riisager ofte gentager, at vi skal lytte til forældrene, når det handler om skoleområdet. Men når det handler om daginstitutionsområdet, så er det pludselig kommunalbestyrelsen og politikerne, der ved bedst, fordi de ikke har »følelser« med i beslutningen. Det er så forkert.

En rapport fra DEA viser, at 3 ud af 20 børn, der starter i skole, slet ikke er parate til at starte i skole. Det er hverken forældrene eller pædagogerne, der vurderer det – men derimod børnehaveklasselederne, der tager imod børnene. Her er der altså ingen »følelser« i klemme.

Ministerens modstand mod udsat skolestart kan i endnu højere grad undre set i lyset af regeringens forslag om sprogprøver i 0. klasse. Frem for at give børn nederlag tidligt i livet ved at dumpe en sprogtest, bør de i stedet kunne blive et år længere i børnehaven, hvor pædagogerne kan understøtte den sproglige udvikling ved at bruge sproget aktivt sammen med børnene.

Så giv nu forældre og pædagoger beslutningskompetencen til at lade barnet blive et ekstra år i børnehaven, hvis der er behov for det. Børn er forskellige og udvikler sig forskelligt.