Børn har brug for veluddannede pædagoger


Politiken 19. februar 2020 – Af Elisa Rimpler, formand for BUPL


Udgivet d. 19. februar 2020

Med loven om minimumsnormeringer skal der også sættes mål for stigende pædagogandel, hvis vi for alvor skal øge kvaliteten i vuggestuer og børnehaver.

Kunne man forestille sig, at regeringen i stedet for at tale om 1000 flere sygeplejersker havde talt om 1000 ekstra voksne til hospitalerne? Eller at politikerne i stedet for at tale om behovet for flere politifolk konsekvent kaldte det “flere voksne til politiet”, eller at tømrere og elektrikere blev omtalt som “voksne i byggebranchen”? Nej, vel?

“Voksne” er imidlertid det, mine pædagogkolleger og jeg, der har en videregående uddannelse på 3 1/2 år, ofte reduceres til i den offentlige debat om kvaliteten i landets daginstitutioner. Vi er bærere af den allerstørste velfærdsuddannelse, men alligevel taler både ministre og andre fremtrædende politikere næsten konsekvent om, at der er brug for ”flere voksne og flere hænder” i vores daginstitutioner.

Dermed fastholder de synet på vuggestuer og børnehaver som en arbejdsmarkedsforanstaltning, hvor børnene alene skal “passes” af nogle “søde” voksne – der ikke forventes at have særlige kompetencer i forhold til børns trivsel og udvikling.

Senest har regeringen og støttepartierne fordelt den første pose penge til minimumsnormeringer på 500 millioner til “flere voksne” – uden krav til fagligheden. Ingen kan være i tvivl om, at der i den grad er brug for bedre normeringer. Men opgaven skal løftes ved at ansætte og uddanne flere pædagoger, der har de rette faglige kvalifikationer til at leve op til det ambitiøse lovgrundlag, politikerne for mindre end to år siden besluttede med den styrkede pædagogiske læreplan.

Forskningen viser, at gode normeringer og et højt uddannelsesniveau hos personalet er de vigtigste forudsætninger for at skabe høj kvalitet i vuggestuer og børnehaver. Og det pædagogiske grundlag i dagtilbudsloven er helt tydelig om, at de mindste børns levede liv er overordentligt vigtigt og kræver pædagogiske rammer af høj kvalitet, der sikrer, at alle børn trives og udvikler sig sundt og godt i fællesskab med andre børn. Men alt for mange forstår stadig ikke, at det både kræver specialiseret viden, indsigt og godt håndværk, hvis vi skal give børn det bedste børneliv.

Som pædagogernes formand er det mig, journalisterne ringer til, hvis institutionerne ikke leverer det, som samfundet forventer. Og tag ikke fejl. Forventningerne er tårnhøje: Til at vejlede forældre, understøtte børnenes sprog, deres samarbejdsevner, digitale dannelse, integration, motorik, naturforståelse, inklusion, skoleparathed og så videre. Derfor er det et stort paradoks, når politikerne samtidig lukker øjnene for, at det i dag er under 60 procent af de ansatte i daginstitutioner, som har en pædagoguddannelse. Og det rimer rigtig dårligt på kvalitet, når de samme politikere ikke vil forholde sig til eller sætte mål for uddannelsesniveauet og andelen af pædagoger.

Når vi ved, at et barn i gennemsnit tilbringer omkring 37 timer i daginstitution om ugen, og når vi ved, at de første år af børnenes liv er de mest afgørende, hvorfor er det så lige, at det accepteres, at de mindste børn ikke behøver at være omgivet at de bedst kvalificerede fagprofessionelle?

Som pædagoger er vi selvfølgelig dybt optaget af, hvordan vi bliver endnu dygtigere til at møde børnenes behov og skabe det bedst mulige børneliv. Det er ambitioner, vi ikke burde stå alene med, men som burde understøttes politisk – både kommunalt og fra Christiansborg.
Ifølge BUPL’s seneste vilkårsundersøgelse med deltagelse af over 15.000 pædagoger oplever 70 procent af pædagogerne dagligt eller flere gange om ugen at være den eneste med en pædagoguddannelse til at tage sig af hele børnegruppen på stuen.

Samtidig viser en undersøgelse af effekten af de sociale normeringer i institutioner med mange børn i udsatte positioner, at bare en enkelt pædagog ekstra øger kvaliteten af det pædagogiske arbejde betragteligt, fordi det giver mulighed for faglig refleksion og sparring mellem pædagogerne.

Forhandlingerne om den kommende lov om minimumsnormeringer er på vej ind i den afgørende fase. Den skal forpligte kommunerne til at sikre et minimum af pædagogisk personale i vuggestuer og børnehaver, uanset hvor i landet børnene vokser op. Det er der hårdt brug for. Men det er lige så afgørende, at regeringen og støttepartierne SF, Enhedslisten, Radikale og Alternativet sørger for, at loven kommer til at indeholde bindende mål for en højere pædagogandel.

Faglighed og bedre normeringer skal gå hånd i hånd. Ellers risikerer vi, at pædagogandelen bliver yderligere udvandet. Og det vil være katastrofalt for kvaliteten. Kommunerne skal have en direkte tilskyndelse til at ansætte pædagoger for pengene, hvis børnene skal opleve det kvalitetsløft, som der er brug for. Men også, hvis vi som pædagoger skal kunne leve op til den opgave, vi er givet med dagtilbudsloven og den styrkede pædagogiske læreplan.

Det er tid til at droppe retorikken om “flere voksne” og sætte ind med mål for antallet af de pædagoger, der kan være med til at gøre Danmark til verdens bedste land at være barn i.