Arbejdsgiverne optrapper med lockout


En omfattende lockout er på vej. Og arbejdsgiverne er ikke interesserede i at forhandle. Sådan er konklusionen, efter Sophie Løhde, Anders Kühnau og Michael Ziegler fra staten, regioner og kommunerne i dag har valgt at lukke Danmark ned.


Udgivet d. 7 marts, 2018

Det er helt vildt, at vi er nået hertil. Nu har vi i fagbevægelsen nikket til kriseoverenskomster i 2011, 2013 og 2015 og taget medansvar for samfundsøkonomien. Og nu – midt i et økonomisk opsving – bliver vi så anklaget for at være for grådige, når vi kæmper for en retfærdig lønfremgang. Og fordi vi forsvarer vores seniordage.

Det er noget provokerende, når arbejdsgiverne siger, at vi er mere interesserede i at TAGE end at GIVE. Som pædagog Johnnie Hansen fra Ballerup så fint siger i denne video: ”Jeg synes, at jeg giver en lille smule af mig selv hver evig eneste dag”.

Det er historisk, at arbejdsgiverne optrapper på denne måde. Sophie Løhde lockouter 120.000 statsansatte, Anders Kühnau udpeger 70.000 i regionerne – og Michael Ziegler følger trop med 250.000 i kommunerne. Tænk hvis de havde været lige så handlekraftige under selve forhandlingerne. Så havde vi landet en aftale for længst.

Vi skal nok sørge for at holde jer løbende orienteret om konsekvenserne af lockoten.

Denne overenskomst er blevet en kamp for den danske forhandlingsmodel. Den er højt besunget over hele verden – også af den nuværende regering. Fordi den betyder, at vi sammen med arbejdsgiverne tager et fælles ansvar for et stærkt og fleksibelt arbejdsmarked. Og fordi den er med til at kvalificere den opgave som vi løfter i det offentlige.

Den danske model er med til at sikre, at vi også i det daglige; på arbejdspladsen og i MED-systemet sikrer samarbejdet, men også udfordrer ledelsesretten, så den opgave vi har, løses bedst muligt. Kort sagt er medarbejderindflydelsen, partssystemet og den danske forhandlingsmodel med til at sikre et stabilt og velfungerende samfund.

Når vores velfærd og vores samfund er så afhængigt af den danske forhandlingsmodel, så er det ikke noget arbejdsgiverne – og dermed politikerne i kommuner og på Christiansborg – blot kan tage for givet og behandle lemfældigt – som en del af bogholderiet og udgiftspolitikken. Der skal en hel anden følsomhed og respekt til. For det handler dybest set om, hvilket samfund vi gerne vi have.

Der er et ulige magtforhold, der truer det vigtige ejerskab af et stærkt forhandlingssystem. Når man uden blusel går til angreb med en omfattende lockout, der lammer hele den offentlige sektor i et forsøg på at presse hele den offentlige sektors medarbejdere i knæ, så er det et udtryk for manglende respekt.

Og hvor medlemmerne afgiver deres løn ved en strejke, så står stat og kommuner tilbage med bugnende kassebeholdningen, fordi man ikke skal udbetale løn til alle de, man har smidt på porten i en lockout. Af samme grund er der i andre nordiske lande ikke samme villighed til at bruge lockout-våbnet. Kampen er simpelthen for ulige.

Et samfund med sammenhængskraft og lighed er et samfund, hvor vi løfter i flok og tager ansvar. Det kræver respekt for og anerkendelse af de, der hver dag løfter opgaven. Vi skal mærke en større villighed til, at vi har de nødvendige aftaler, der gør det attraktivt at være ansat i den offentlige sektor – også i fremtiden. Og svaret er bestemt ikke at lukke den offentlige sektor i Danmark ned.


Kom tæt på OK med Elisa