Appel til Vordingborg-politikere:
Se skoleklubbers nød i øjnene


BUPL Sydøst er en aktiv del af debatten om Vordingborgs skoleklubber. Dags dato er faglig sekretær Joakim Rex Blankschøn i lokalsprøjten med en appel til lokalpolitikerne om at se realiteterne i øjnene: Skoleklubberne lider!

Læs debatindlægget, der blev bragt i Sjællandske, herunder.


Udgivet d. 27. november 2020

Af Joakim Rex Blankschøn, faglig sekretær i BUPL Sydøst

Der skal handles og investeres nu. Ellers fortsætter forfaldet.

Så alvorlig er realiteterne i Vordingborgs skoleklubber. Siden 2014, da SFO’erne for de ældste skolebørn og SFO’erne for de mindste skolebørn blev lagt sammen til fælles skoleklubber, har fritidstilbuddet i Vordingborg gennemlevet en sand “deroute”, som en klubpædagog benævner udviklingen.
 
Klubpædagogerne fortæller, at vilkårene er forringet i en sådan grad, at det kun er muligt at tilbyde såkaldt “råpasning”. Der er aldrig tid til at arbejde med det enkelte barn eller med mindre børnegrupper.
 
Og kigger man på tallene, ser der ud til at være noget om snakken. Vordingborgs skoleklubber har nemlig landets ringeste normeringer, og fritidstilbuddet er reelt reduceret til opbevaring af børn frem for det pædagogisk udviklende tilbud, som de burde være.
 
Men at klubberne lider, er bestemt ikke noget nyt. Derfor kan det undre, at både formanden og næstformanden i Vordingborgs Børn, Unge og Fritidsudvalg (BUF) ikke lader til at ville se klubbernes virkelighed i øjnene.
 
I kommentarer til DAGBLADET’s historie om skoleklubberne påstår både formand Nikolaj Reichel (S) og næstformand Mette Gerdøe-Frederiksen (EL), at de ikke har været vidende om så ringe vilkår, men det kan ganske enkelt ikke være rigtigt.
 
BUPL har gang på gang advaret om de dårlige normeringer og den manglende pædagogfaglig ledelse i Vordingborgs skoleklubber. Det har vi gjort i flere høringssvar til udvalget og i talrige debatindlæg bragt her i avisen. 
 
Så kære Nikolaj og Mette, I kender udmærket klubbernes virkelighed, så spørgsmålet er bare, om I ønsker at se problemerne i øjnene?
 
Vi håber, at Nikolaj, Mette og resten af BUF-udvalget vil prioritere skoleklubberne og give dem et tiltrængt løft!