Vil du have et gratis løntjek?


Får du nok i løn og pension? Der er fejl i flere lønsedler, end du tror. Måske også i din. Og selv en lille fejl kan koste dig dyrt. Derfor er det vigtigt, at du tjekker din lønseddel. Det vil BUPL Hovedstaden gerne hjælpe dig med.


Opdateret d. 13. november 2018

I uge 46-47 tilbyder BUPL Hovedstaden et gratis løntjek. Her vil vi gennemgå din lønseddel, så vi sikrer, at du får den løn, du har ret til.

Send din lønseddel til BUPL Hovedstaden
Du er velkommen til at sende din lønseddel ind til fagforeningen, som vil gennemgå den og give dig besked enten på mail eller telefon. Du kan sende din lønseddel til hovedstaden@bupl.dk.

Sådan foregår løntjek på din institution
Er I flere på institutionen, der ønsker et løntjek, så få din tillidsrepræsentant til at finde en fælles dag, hvor BUPL Hovedstaden kommer og tjekker lønsedler. Skriv en mail til hovedstaden@bupl.dk, hvis I ønsker at få en lønkonsulent ud til jeres institution.

Om løntjekkampagnen
Fejl i lønsedlerne kan handle om manglende udbetaling af tillæg, feriepenge eller pension, utilstrækkelig overtidsbetaling eller forkert indplacering efter endt efteruddannelse. Ofte er der tale om småbeløb, der i løbet af nogle år kan vokse til en mindre formue for den enkelte. Men heldigvis løses de fleste problemer i god ro og orden på arbejdspladsen.

Fagbevægelsens Hovedorganisation og medlemsorganisationer arrangerer de næste uger løntjek over hele landet. Løntjekaktiviteterne er en del af en fælles OK-indsats, der har som mål at fortælle, hvorfor det er vigtigt at være medlem af en fagforening og at have en overenskomst.

BUPL Hovedstaden tilbyder løneftersyn hele året.