Hovedet ud af busken og tag livtag med løsningerne


Altinget 20. april 2021, af Elisa Rimpler


Opdateret d. 20. april 2021

Kære regering og folketing. Vi er vilde med den danske model. Men når det kommer til modellen på det offentlige arbejdsmarked, så har den sine begrænsninger. Selvom vi gør, alt hvad vi kan, så er det ganske enkelt ikke muligt at indhente årtiers lønefterslæb i overenskomstsystemet. Det lønefterslæb, der er en direkte konsekvens af en politisk beslutning for mere end 50 år siden.

Derfor peger pilen på jer. Vi har brug for at gøre op med den del af tjenestemandreformen, som fastlagde lønniveauet for de forskellige faggrupper. F.eks. ved at genbesøge ideen bag det stillingsvurderingsråd som blev nedsat i erkendelse af, at reformen netop ikke kunne stå alene, og at lønhierarkiet løbende skulle tilpasses for eksempel kravene til uddannelse for de forskellige faggrupper.

Vi har i den grad brug for et fair lønniveau for fremtidens generationer af pædagoger, sygeplejersker og andre velfærdsmedarbejdere, der er ramt af fortidens politisk bestemte uretfærdighed. Vi står overfor en kæmpemæssig rekrutteringsudfordring med at sikre kvalificeret arbejdskraft til vores børn, unge, udsatte, syge og ældre i de kommende år. En ordentlig løn er central for at lykkes med den opgave.

Det er allerede dokumenteret, at pædagogerne har et kæmpe lønefterslæb. Vi ligger lavest i lønpyramiden, når man ser på løn i forhold til uddannelsesniveau. Lønnen for en pædagog adskiller sig ikke mærkbart fra lønnen for en ufaglært medhjælper. Til gengæld er der i snit 6000 kroner op til en lærerne, som vi deler personalerum og opgaver med. Pædagogerne bliver dermed både ramt på stoltheden og pengepungen hver den 1. i måneden. Ikke fordi lærerkollegerne tjener for meget, men fordi pædagoger tjener for lidt.

Forældrenes og samfundets forventninger til pædagogernes indsats er steget gevaldigt de seneste 50 år – og med rette. Høj kvalitet og dygtige pædagoger er vigtigt, når børnene er 8-9 timer i daginstitutionen, skolen og fritidstilbuddet. Og når vi ved, at de tidlige år af et barns liv betyder det hele. Allerede nu er det svært at rekruttere de mange pædagoger, der er brug for til fremtiden. Det udfordrer samfundskontrakten og opbakningen til vores velfærdsinstitutioner.

Partierne med nøglen til løsningerne laver “strudsen”, når de bliver spurgt. ”Det må arbejdsmarkedets parter løse i aftalesystemet,” lyder svaret, mens hovedet stikkes i busken. Det er for nemt, når de selv samme politikere ved, at der ikke er penge nok i de offentlige overenskomster til at løse problemet. Med det nuværende tempo vild et tage over 700, før pædagogerne har indhentet lønefterslæbet.

Så kære politikere. I kan ikke gemme jer. Det er jeres forgængere, der med tjenestemandsreformens lønhierarki i 1969 skabte uligheden. Det bliver jer, der må rydde op. Og jo længere vi venter, jo dyrere bliver det. Så det handler om at få hovedet ud af busken og lave en plan for oprydningen.

Lad os tage livtag med løsningerne nu. Først og fremmest skal vi have en god plan, der har perspektiver. Vi ved allesammen godt, at uretfærdigheder i den her størrelsesorden ikke løses med et snuptag. Og det kan være en vej, at man nedsætter noget, der minder om det stillingsvurderingsråd, der i sin tid blev nedsat i forbindelse med tjenestemandsreformen, men som aldrig kom i gang, og som på baggrund af objektive kriterier løbende kan justere de uretfærdigheder, både sygeplejersker og pædagoger lider af i dag. I samme moment skal det selvfølgelig sikres, at der følger penge med, fx gennem trepartsforhandlinger.

Et opgør med tjenestemandsreformen kønsskæve lønhierarki vil være et afgørende slag for ligestillingen, men også for det kønsopdelte arbejdsmarked, fordi vi giver ambitiøse unge et stærkere incitament til at vælge velfærdsuddannelserne.

Den opgave er blevet forsømt af politikerne i 50 år. Nu kan den ikke vente længere.