Glædelig jul og godt nytår til alle fynske medlemmer


Pædagoger er de sejeste, og det er tydeligt for alle, hvor stor og vigtig en samfundsopgave, pædagoger og ledere udfører hver eneste dag. Jeres store indsats burde respekteres, anerkendes og belønnes, skriver formand, Rikke Hunsdahl i sin julehilsen til alle BUPL Fyns medlemmer.


Opdateret d. 18. december 2020

Kære medlem. Kære pædagoger. Kære ledere.

Mens Mette Frederiksen holder pressemøde om ny nedlukning af Danmark, skriver jeg denne hilsen fra BUPL Fyn – og fra mig som formand. Jeg ønsker jer en GLÆDELIG JUL og sender jer et STORT TAK for jeres mod, styrke og kreativitet det seneste år. Pædagoger er de sejeste!!!

Kun få måneder af året er forløbet normalt, mens resten har været præget af corona. Et mærkeligt år, som vil stå lysende klart i vores erindring. I har delt billeder og opfundet nye måder at drive dagtilbud, skole, SFO og klubber på. I har delt jeres viden og vist nye veje til gavn for børn og unge. Og I har udfordret fagforeningen med de hundredvis af historier, oplevelser og udfordringer, I hver dag møder.

Nogle af jer har elsket det, mens andre er voldsomt pressede. Især her i efteråret er presset steget. Det mærkes, og det er forståeligt. Ledere står til rådighed og er konstant på arbejde for at få alt til at passe sammen, mens der ventes på tests, og andre hjemsendes eller bliver syge. Lige nu lukkes der ned igen. Men ikke dagtilbud. Pædagoger arbejder fortsat i frontlinjen og ER udsatte, og mange ønsker, at dagtilbud kun tilbyder nødpasning. Det arbejdes der på fra centralt hold.

De fleste af os er trætte og frustrerede over situationen. Både på arbejde og i privaten. Men julen står stadig for døren, og det skal fejres. Lad os et øjeblik holde en pause og trække vejret dybt ind. Lad os tænke og håbe på bedre tider. Jeg håber for hver af jer, at I kan holde en jul med familien. At I kommer igennem julen uden sygdom hos jer selv og iblandt jeres nærmeste. Og ikke mindst, at jeres børn får den jul, de glæder sig til.

I BUPL Fyn er året gået med den daglige kamp med forhandlinger og arbejdstidsaftaler, der skal give bedre løn og vilkår for den enkelte. Vi har kæmpet med minimumsnormeringer og budgetter, og vi har også arbejdet med oplæg til overenskomsten, medlemsundersøgelser og alle de mange, mange henvendelser fra jer om alle tænkelige dilemmaer og spørgsmål. Her skal en særlig TAK lyde til TR, FTR og LTR, som konstant er BUPL på arbejdspladserne, og er der, hvor vi ikke er.

Uddannelser, fyraftensarrangementer, almindelige møder og arbejdstider er udskudt og aflyst, mens andet er gennemført digitalt. Vi har meget til gode. Lad os håbe, vi kan indløse alt det, der venter, i det nye år. BUPLs generalforsamling, lederårsmøde og kongres blev gennemført på helt nye måder. Igen har vi mødt stor opbakning, selvom vi ikke kunne samles, som vi plejer. Tak for det. Vi har fået nogle erfaringer med de digitale løsninger, og vi er blevet dygtigere og tør mere. Og der vil helt sikkert være ting, der udvikler sig i de kommende år.

Jeg vil også sige tak for valget på vores digitale generalforsamling i november. Også en tak fra Pernille Isaksen og Lone Reinholdt. Vi lover at blive ved med at gøre vores ypperste for jer alle de næste år – også sammen med bestyrelsen, alle ansatte på kontoret og sammen med tillidsvalgte på hele Fyn.

Under krisen er det tydeligt for alle, hvor stor og vigtig en samfundsopgave, pædagoger og ledere udfører hver eneste dag. Tak for jer. Jeres store indsats burde respekteres og anerkendes – og i sidste ende belønnes. Lad os håbe, KL er bevidste om det, når der skal forhandles om lidt. Det næste store slag er jo overenskomstforhandlingerne. Og vi er KLAR!

Tak for i år.

Glædelig jul og godt nytår til jer alle.

Mange julehilsner fra

Rikke Hunsdahl, formand i BUPL Fyn