Skolepædagoger får atter en lille stigning i lokallønnen

Som pædagog på en skole i Silkeborg Kommune vil du opleve en lille lønstigning, da Silkeborg-tillægget fremover bliver til tre løntrin plus et lille kronetillæg. Det sker efter en ny forhandling mellem BUPL Østjylland og Silkeborg Kommune. Næstformanden vurderer, at den nye forhåndsaftale vil tiltrække flere pædagoger til kommunen.

Tillæg bliver til løntrin

Med den nye forhåndsaftale bliver pædagogernes “Silkeborgtillæg” forbedret. Alle pædagoger på skoleområdet i Silkeborg Kommune er sikret mindst tre løntrin plus 550 kroner årligt (niveau: 31. marts 2000) udover den løn, der er aftalt i den centrale overenskomst. Det sker fra og med den 1. april 2022 efter en forhandling mellem BUPL Østjylland og Silkeborg Kommune.

Find den nye forhåndsaftale

Silkeborg ligger i toppen af den østjyske minimumsløn

“Med denne nye forhåndsaftale vurderer jeg, at Silkeborg Kommune får nemmere ved at tiltrække pædagoger til skolerne. For nu ligger kommunen i top, når vi sammenligner pædagogernes minimumsløn med de øvrige østjyske kommuner”, siger, Ann S. Pedersen, næstformand for BUPL Østjylland.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.