Udsigt til besparelser på garantinormeringen og åbningstiden  

Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune har netop førstebehandlet budgettet for 2023. Faglig sekretær Kristian Kold deltog sammen med fællestillidsrepræsentant Dorthe Jønsson i kommunalbestyrelsens møde. Her hørte de flere politikere beskrive resultatet som rimelig og ikke så alvorligt.
Stabler af mønter

Nu er alt jo relativ, og der er nok stor forskel på, hvad man se fra vinduet i børnehuset i Vester Hjermitslev, og det man ser fra vinduet i rådhuset i Aabybro.

Børnehuset i Vester Hjermitslev er netop i spil i budgettet for 2023. Flere løsninger var i spil, men politikerne er landet på en løsning, som vi finder meget bekymrende for både børnehuset i Vester Hjermitslev og for Saltum SI.

Vester Hjermitslev børnehus har som en lille institution fået af garantinormeringen til institutioner med under 27 børn. Det har betydet, at intuitionen har kunne overleve på trods af omkring 10 børn, da de har fået for 27 børn. Det er den ekstra normering, man fra politisk side vil spare væk. Det er helt konkret et minus på 355.000 kroner i 2023 og 714.000 kroner i 2024. Så sammenlægger man institutionen med Saltum SI, så er det op til ledelsen at sikre, at begge institutioner er fyldt op med børn ved at flytte børn eller børnegrupper.

Lykkes det, bør begge institutioner kunne drives, men om man får forældregruppen med på det, bliver spændende at se. Men gør man ikke det, er det den absolut dårligste løsning, hvor pædagogikken får trange kår i både Vester Hjermitslev og Saltum.

Det er bestemt en løsning, som gør begge institutioner sårbare med få børn, og det kan betyde, at man skal sige farvel til dygtige kollegaer.

Det foreslås at reducere i åbningstiden i SFO, SI og øvrige dagtilbud med gennemsnitlig 5 minutter om dagen. Det er en samlet besparelse på knapt 900.000 kroner. Her kan der blive tale om, at nogen risikerer at blive sat ned i tid, men vil forhåbentlig i større grad ramme vikar- eller løse timer. Det er noget skrammel, og vil ramme på normeringen, uagtet hvilke timer de sparer. Besparelser på åbningstid er bare ikke godt, da det er yderåbningstiden man reducerer med gennemsnitsnormeringen.

Herudover er der forskellige besparelser, som rammer vores område i større eller mindre grad. Det er reduktion i pengene til uddannelse samt på PPR, som kan komme til at betyde mindre opgaver eller udvikling.

Så når vi ser på budgetforliget for 2023, synes jeg faktisk, at det er rimelig alvorligt de steder, det rammer. Samlet set har vi heldigvis ikke mange stillinger, som er i spil set i forhold til kommunens samlede besparelser i 2023. 

Det næste som sker i forhold til budget 2023, er den endelige vedtagelse i kommunalbestyrelsen den 13. oktober 2022. 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.