Kandidatprofil: Durita í Dali

zz
  • Navn: Durita í Dali
  • Hvor arbejder du: Pædagog, Børneambassaden, Frederiksberg
  • Hvad stiller du op til: bestyrelsen


Hvem er jeg, og hvorfor stiller jeg op?

Jeg har været pædagog siden 1997 og har været TR på alle mine arbejdspladser siden. Jeg har blandt andet efteruddannet mig inden for social inklusion og har en diplomuddannelse i ledelse.

De seneste 10 år har jeg været fællestillidsrepræsentant for pædagogerne på Frederiksberg og næstformand i kommunens Område/afdelings-MED.

Jeg stiller op til BUPL Hovedstadens bestyrelse, fordi jeg ønsker en stærk, nærværende og ansvarlig fagforening, der gør en konkret forskel for pædagoger, både i hverdagen og på den lange bane.

Stærke tillidsvalgte, bedre arbejdsmiljø og ansvarlig økonomi

Mine mærkesager er, ud over løn, løn, løn, stærkere tillidsvalgte og bedre vilkår for at varetage deres hverv. Når de tillidsvalgte står stærkt på arbejdspladserne, står medlemmerne stærkere.

Jeg vil også arbejde for et bedre arbejdsmiljø med plads til faglighed, samarbejde og forberedelse. Pædagogisk kvalitet kræver tid, flere pædagoger og ordentlige arbejdsforhold. Aftalt og beskyttet forberedelsestid bør være en naturlig del af pædagogers arbejdsliv.

Samtidig skal BUPL have en sund og ansvarlig økonomi. Der skal være balance mellem et kontingent, medlemmerne kan se sig selv i, og den faglige rådgivning, de har brug for. Medlemmerne skal kunne mærke, at deres kontingent bliver omsat til konkret værdi.

Jeg stiller op for et BUPL Hovedstaden, der står stærkt på arbejdspladserne, passer på sine medlemmer og bruger medlemmernes penge ansvarligt.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.