Næstformand i BUPL Fyn til fynske tillidsvalgte: Vi har brug for dig!

Alle tillidsvalgte i BUPL Fyn er inviteret til stormøde for at være en del af en fælles indsats i pædagogernes lønkamp. Højere løn til pædagoger kræver en stor fælles indsats. Derfor samler vi alle tillidsvalgte i BUPL til stormøde i København d. 29. marts for at gøre os klar til de næste skridt i kampen for en højere løn.
Illustration til stormøde 2023

Det næste store skridt i opgøret med lønefterslæb er stormødet den 29.marts, hvor vi samler alle tillidsvalgte i BUPL i Lokomotivværkstedet i København. Og vi har brug for dig. For der er lang vej endnu, før vi får sikret pædagogerne en løn, der matcher uddannelse og arbejde.

Det er vigtigt, at vi står sammen i kampen om en højere løn. Og du skal som tillidsvalgt være en del af den kamp.

”Det næste store skridt på vejen til at sikre pædagogerne en højere løn, bliver de kommende trepartsforhandlinger, der er en del af regeringsgrundlaget, og hvor vi venter spændt på lønstrukturkomiteens resultater. Vi vil have løn, der matcher vores uddannelse og arbejde. Trepartsforhandlingerne og OK24 bliver afgørende for, at vi kommer et stort skridt nærmere målet. Vores tillidsvalgte spiller en hel afgørende rolle i mobiliseringen af det stærke fællesskab, som er nødvendigt, når vi skal skabe forandringer,” siger næstformand i BUPL Fyn, Pernille Isaksen.

I vores medlemsundersøgelse ”Fremtidens Fagforening”, svarer 70 procent, at BUPL Fyn kan gøre en forskel i deres arbejdsliv, men også, at vi som fagforening kan være en kanal til at understøtte pædagogernes egen handlekraft. 70 procent svarer nemlig, at de mener, de gennem BUPL Fyn selv kan gøre en forskel.

Stormødet for tillidsvalgte den 29. marts er en oplagt mulighed for at være med til at gøre en forskel for pædagogernes lønefterslæb, mener Pernille Isaksen og opfordrer alle fynske tillidsvalgte til at prioritere dagen:

”Kun sammen kan vi gøre den forskel, der skal til for at forbedre både løn og arbejdsvilkår for pædagogerne. Vi skal stå sammen og sætte fart på fællesskabet. For det er vejen til nye sejre. Derfor håber vi at se så mange fynske tillidsvalgte som muligt på dagen. Det er en mulighed for at tage del i kampen men også at styrke det stærke fællesskab, vi har i BUPL.”

BUPL sørger for frikøb og transport. Tilmeld dig stormødet den 29.marts lige her.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.