Privat OK23 grafik

Ja til OK23 ved afstemning

De private overenskomster, der har været til afstemning fra 27. marts til 11. april 2023, har fået JA fra medlemmerne. Som privatansat pædagog er OK23 vigtig for din løn og dine arbejdsvilkår. Læs om overenskomstforhandlingerne, og læs forlig og mæglingsforslag, som har været til afstemning.

JA til OK23

79 % af alle stemmeberettigede ved OK23 har stemt JA. 

For BUPL’s eget vedkommende har knap 43 % benyttet sig af anledningen til at stemme om deres overenskomst. På nær et enkelt medlem har alle stemt JA.

Det viser afstemningsresultatet pr. 12. april 2023.

Forlig til afstemning: Tag stilling

BUPL og de private arbejdsgivere har indgået forlig om overenskomster for pædagoger for 2023-2025. I BUPL er det vores fællesskab og dermed medlemmerne, der skal godkende resultatet. Derfor er det vigtigt, at du tager stilling.

Din stemme er med til at afgøre, om forhandlingsresultaterne bliver vedtaget. Her kan du læse forligene:

Forligene er blevet behandlet i BUPL’s forretningsudvalg, og de indgår som en del af det samlede mæglingsforslag fremlagt af Forligsinstitutionen.

Mæglingsforslag kan du læse på siden her fra mandag 27. marts 2023.

BUPL’s forretningsudvalg anbefaler medlemmerne at stemme ”JA” ved urafstemningen.

Sådan stemmer du ved OK23

Alle stemmeberettigede BUPL-medlemmer modtager en mail mandag 27. marts 2023 med et unikt link til OK23-afstemning. Brug linket i stemmemailen, når du er klar til at stemme.  

Du kan stemme fra mandag 27. marts kl. 9 til tirsdag 11. april kl. 12.

Onsdag 12. april efter kl. 10 kan du læse resultatet af afstemning her på siden.

Din stemme er vigtig

Din stemme er med til at afgøre, om forhandlingsresultaterne bliver vedtaget. Din stemme er også et signal om, at vi går op i vores løn og arbejdsvilkår. Når vi er mange, der stemmer, viser vi arbejdsgiverne og hinanden, at vi tager løn, arbejdsmiljø og rammerne for det pædagogiske arbejde alvorligt. 

Vores overenskomst er fundamentet for vores opgaveløsning i hverdagen. Og de resultater, vi har opnået ved OK23, skal vi bygge oven på - frem mod og ved de næste overenskomstforhandlinger.

Forhandlinger om overenskomster med private arbejdsgivere

BUPL's overenskomster med de private arbejdsgivere skal fornys med virkning fra 1. marts 2023, Det gælder  overenskomsterne med DI for pædagogisk personale og med Dansk Erhverv for pædagogiske vikarbureauer.

Siden år 2020, hvor vi sidste gang forhandlede private overenskomster, har meget ændret sig. Vi skal bl.a. forhandle OK23 på baggrund af en energikrise og historisk høj inflation. 

Fælles pres fra mange fagforbund

I BUPL er vi afhængige af de aftaler, der først indgås med de største brancher. Det er industrien og transportområdet, der lægger rammerne for de andre forhandlingsområder.

BUPL er en mindre organisation på det private område, men vi kan alligevel få indflydelse.

Alle overenskomster mellem Fagbevægelsens Hovedorganisation, som BUPL er medlem af, og Dansk Arbejdsgiverforening skal fornyes på samme tid. Derfor kan mange fagforbund lægge et fælles pres på arbejdsgiverne, så vi kan få det bedst mulige resultat.

Hvis der kommer storkonflikt

Resultaterne af de mange forhandlinger sammenkædes. Hvis ikke alle overenskomster bliver fornyet, kan det føre til en storkonflikt. Den sidste storkonflikt på det private område i Danmark var i 1998.

Hvis du er ansat på én af de to overenskomster, som skal fornyes til 1. marts 2023, skal du være medlem af BUPL senest 1. januar 2023, hvis du skal have ret til konflikt-understøttelse.

Disse temaer er i spil ved OK23

Det er bl.a. disse temaer, der diskuteres under forhandlingerne:

  • Løn

Det er vigtigt, at vi får lønstigninger. Pædagogers løn skal matche vores uddannelsesniveau, ansvar og betydning. Desuden stiger priserne, og vi skal sikre, at lønnen også stiger. Vi skal også sikre, at lønnen er attraktiv, så vi kan rekruttere nye kollegaer.

  • Pension, frihed eller løn

Der er en forventning om, at fritvalgs-ordningen udbygges ved at procentsatsen øges, og ved at den enkelte sikres ret til frit at vælge, om man vil benytte ordningen til frihed, løn eller pension. Det er også en mulighed at udbygge pensionsordningen, så beløbet til pension bliver højere eller egen-betalingen bliver mindre.

  • Vikarer og vilkår

På det pædagogiske område er der brug for vikarer, så fastansatte pædagoger ikke bare må løbe stærkere ved kollegers fravær. Men det er ikke i orden, at vikarer kan risikere deres forsørgelsesgrundlag, hvis de bliver syge. Bl.a. må vi drøfte mulighederne for registrering af vikariater med arbejdsgiverne, så vi mindsker udfordringerne for at få økonomisk hjælp ved længerevarende sygdom.

  • TR'er skal i centrum

Vi ved, at tillidsrepræsentanter styrker forhandlinger om både lokale løn- og arbejdsvilkår. Men TR er også en vigtig del af det lokale samarbejde mellem medarbejdere og ledelse. Derfor skal vi arbejde for at få flere tillidsvalgte.

Har vi de rigtige oplysninger om dig?

Tjek, at BUPL har de rigtige oplysninger om dig og din ansættelse – og ret dem, hvis de er forkerte. Så kan vi holde dig orienteret og sikre, at du får mulighed for at stemme om din nye overenskomst.

Tjek dine medlemsoplysninger her 

Meld dig ind i BUPL

Du skal være medlem af BUPL senest d. 1. januar 2023, hvis du vil have ret til konfliktunderstøttelse under en eventuel storkonflikt. Sig det også gerne videre til dine kolleger.

Meld dig ind her

Fandt du, hvad du søgte?

For at undgå spam, skal du godkende at du ikke er en robot.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.