Omsorg for sygt barn

Omsorg

Du har som pædagog mulighed for at holde fri, hvis du har brug for at yde omsorg for egne børn og pårørende. Vær opmærksom på, at du ikke altid får løn, når du holder omsorgsfri.

Privatansat?

Der kan gælde andre regler, hvis du er ansat på en privat overenskomst. Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte din lokale fagforening.

Børneomsorgsdage

Du har som pædagog eller pædagogstuderende i lønnet praktik ret til to børneomsorgsdage om året pr. barn, som du er biologisk og/eller adoptivforælder til. 

De to børneomsorgsdage om året gælder allerede fra det kalenderår, hvor barnet bliver født eller modtaget og til og med det kalenderår, hvor barnet/børnene fylder syv år. 

Retten til børneomsorgsdage gælder også, hvis du er medmor, indehaver af forældremyndighed eller plejeforælder. 

Børneomsorgsdage kan afholdes som hele eller halve dage med sædvanlig løn. 

Betingelser for afholdelse af børneomsorgsdage

For at du har ret til børneomsorgsdage, skal barnet have ophold hos dig. Det betyder at barnet enten har bopæl hos dig, eller at du har regelmæssig samkvem med barnet. Er der tale om et plejebarn, skal barnet have adresse hos dig.

Det er en betingelse, at du er ansat på det tidspunkt, hvor børneomsorgsdagene ønskes afholdt, og at barnets alder berettiger til omsorgsdage (0-7 år).

Ikke-afholdte omsorgsdage 

Ikke-afholdte omsorgsdage bortfalder, hvis de ikke er brugt inden kalenderårets udløb.

Der er dog visse undtagelser, hvor ikke-afholdte omsorgsdagene kan overføres. Kontakt din lokale fagforening, hvis du er i den situation. 

Du skal varsle fravær tidligst muligt

Hvis du ønsker at afholde omsorgsfravær, skal du varsle det tidligst muligt. Det betyder, at du varsler det, så snart du ved, at du ønsker at bruge en bestemt dag sammen med barnet.

Omsorgsorlov

Som lønmodtager har du ret til ulønnet fravær op til fem dage om året, hvor du kan yde omsorg og støtte til familiemedlemmer, som har behov for væsentlig omsorg eller støtte på grund af en alvorlig helbredsmæssig tilstand.

Det kan fx være en situation, hvor der er behov for at ledsage en pårørende, der er alvorligt syg eller under udredning for en alvorlig sygdom. 

Det er en betingelse, at der enten er tale om et familiemedlem eller en person, som bor i samme husstand som dig selv.

Omsorgsdagene kan bruges samlet eller enkeltvis, og ubrugte dage bortfalder ved årets udgang.

Din arbejdsgiver kan kræve, at du har en lægelig dokumentation for behovet for omsorg.

Fandt du, hvad du søgte?

For at undgå spam, skal du godkende at du ikke er en robot.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.