Tid til hvervet som tillidsrepræsentant


Læs om reglerne for frihed med og uden løn.


Opdateret d. 18. december 2017

Tillidsrepræsentanten må anvende den tid, som er nødvendig for at udføre arbejdet forsvarligt under hensyn til arbejdspladsens forhold. Det betyder, at tillidsrepræsentanten har ret til tjenestefrihed til TR-arbejdet.

Reglerne om frihed til TR-arbejde med og uden løn fremgår af MED-rammeaftalens §§ 14 og 15. Der gælder særlige bestemmelser om frihed uden løn for tillidsrepræsentanter i Københavns og Frederiksberg Kommuner. Disse fremgår af § 16.

Læs rammeaftale om medindflydelse og medbestemmelse (pdf)

Frihed med løn

Tillidsrepræsentanten får sin normale løn under TR-arbejdet inden for institutionen. Dette gælder blandt andet ved drøftelser med ledelsen, ved samtaler med kollegerne og ved indsamling og formidling af information. Til dette arbejde kan der afsættes fast ugentlig tid.

En tillidsrepræsentant, der dækker flere adskilte arbejdssteder, har ret til transportgodtgørelse.

Når tillidsrepræsentanten udfører sit TR-arbejde uden for institutionen, og dette arbejde aktuelt og konkret vedrører de medarbejdere, tillidsrepræsentanten er valgt af, er der tale om møder, hvortil der gives tjenestefrihed med løn.

Andre møder uden for institutionen, som vedrører organisationens forhold eller medlemmerne generelt, betragtes som møder, hvortil der gives tjenestefrihed uden løn.

Det er denne skelnen, som er problematisk, og som har ført til lokale tvister, som i sidste ende er afgjort ved voldgift. KTO og KL har opstillet eksempler på § 14 og § 15 møder. Disse eksempler findes som fælles vejledninger til bestemmelserne i MED-håndbogen.

Læs MED-håndbogen (pdf)

Der er endnu inden for BUPL’s område kun få konkrete afgørelser, som belyser reglerne. Som et eksempel kan dog nævnes en strid, hvor kommunen havde indkaldt organisationerne, samarbejdsudvalgsmedlemmer mfl., men ikke tillidsrepræsentanter, til en temadag om omstrukturering af daginstitutionerne. Efterfølgende indkaldte BUPL’s lokale fagforening tillidsrepræsentanterne til et møde om temadagen. Kommunen mente, at dette møde måtte afholdes uden løn. BUPL fastholdt, at mødet konkret vedrørte medarbejderne, blandt andet fordi man på temadagen havde drøftet mulige besparelser. Sagen blev rejst over for KTO og KL og BUPL fik medhold i, at det omstridte møde handlede om aktuelle og konkrete forhold, hvorfor der var tale om et møde med tjenestefrihed med løn.

I øvrigt er der i almindelighed enighed om, at det ikke er afgørende, hvem der indkalder tillidsrepræsentanterne til møde. Det er mødets indhold, der afgør, hvem der skal betale.

Det anbefales, at man forsøger at indgå en lokal aftale med kommunen om afgrænsningen af § 14 og § 15 møder.

Frihed uden løn

Når tillidsrepræsentanten deltager i BUPL’s kurser, i bestyrelsesarbejde i fagforeningen og i møder, som fagforeningen arrangerer for at drøfte fælles organisatoriske forhold, f.eks. overenskomstkrav eller strategi i lokale lønforhandlinger, har hun ret til tjenestefrihed, men uden løn. Man skal dog aftale fraværet med lederen, og der skal tages hensyn til forholdene på arbejdspladsen.

Men det skal være helt særlige forhold, der forhindrer, at tjenestefrihed gives.
Forhåbentlig er der lokalt taget højde for spørgsmålet om vikar ved tillidsmandens fravær, på den måde at dette indgår i den bevilgede vikarpulje.

Tillidsrepræsentantreglerne indeholder ingen bestemmelse om vikardækning og i nogle situationer kan man i institutionen, som ved andet fravær, dække hinanden ind, hvis tillidsmanden må forlade sit arbejde. Efter BUPL´s opfattelse er det i strid med reglernes forudsætninger, hvis al tillidsmandsarbejde skal ske uden vikardækning. KL og KTO anbefaler kommunerne at drøfte tillidsrepræsentantens vilkår, herunder hvordan tillidsrepræsentantens almindelige arbejde kan omlægges eller tilrettelægges på en anden måde, samt hvordan institutionen eventuelt kan kompenseres normerings- eller vikarmæssigt.

Da fravær fra institutionen til tillidsrepræsentantarbejde er lovligt forfald på lige fod med f.eks. sygdom, må spørgsmålet om vikar vurderes på tilsvarende måde. Tillidsmandsarbejdet må ikke ved hjælp af vikarregler forskelsbehandles i forhold til anden fraværsårsag.

Tillidsrepræsentanten bliver ikke trukket i løn og det fremgår af reglerne, at organisationen herefter skal refundere kommunen udgiften til løn under tjenestefrihed.

I nogle kommuner er aftalt, at vikarudgifter i henhold til MED-rammeaftalens § 15 dækkes af en fælles vikarpulje for alle institutioner. Kommunens indtægter fra organisationerne (AKUT-fonden) tilskrives vikarkontoen.

Der er via en lokal TR-aftale mulighed for at aftale tid til TR-arbejde afhængig af opgavernes karakter.

Læs mere om lokale aftaler

AKUT-fonden

Til kompensation for de udgifter, organisationen får ved tillidsrepræsentantaktiviteter, som tidligere blev finansieret af arbejdsgiveren, indbetales et ørebeløb pr. arbejdstime. Beløbet udgør fra 1. april 2015 36,5 øre pr. arbejdstime, fra 1. april 2016 37,4 øre og fra 1. april 2017 37,8 øre. Pengene indbetales til AKUT-fonden, som afregner til samtlige organisationer, herunder BUPL. Kommunen skal ligeledes indbetale for arbejdstimer, der er præsteret i selvejende institutioner.

Herudover indbetales der et mindre beløb til en lokal AKUT-pulje. Midlerne i puljen anvendes efter aftale mellem kommunens tillidsrepræsentanter og kommunens ledelse i hovedudvalget.