Rådgivning om overenskomst


Gennem BUPL’s tillidsrepræsentantuddannelse får TR et grundigt kendskab til løn- og ansættelsesforhold. Dette indebærer, at TR kan hjælpe de øvrige ansatte i spørgsmål vedrørende løn, arbejdstid og andre ansættelsesretlige forhold.


Opdateret d. 15. december 2017

Det betyder f.eks. også, at TR skal sikre, at bestemmelser i arbejdstidsreglerne overholdes, påse, at alle har korrekte ansættelsesbreve, at stillingsopslag er korrekt udformet, og hun skal introducere nye medarbejdere til arbejdspladsen, herunder informere om faglige forhold.

Ved spørgsmål, der ikke umiddelbart kan afklares, må TR sørge for, at der sker henvendelse til fællestillidsrepræsentanten (FTR) eller til den lokale fagforening eller måske til arbejdsgiveren afhængig af spørgsmålets karakter.

Ved andre problemer på arbejdspladsen, f.eks. samarbejdsproblemer, er det ikke nødvendigvis TR’s opgave at være mægler, idet TR nemt selv bliver part i sagen.

Derimod er det TR’s opgave at tage initiativ til at få formidlet en løsning, f.eks. ved at få FTR eller den lokale fagforening inddraget.

I henhold til TR-reglerne skal tillidsrepræsentanten holdes bedst muligt orienteret om forestående ansættelser og afskedigelser inden for overenskomstgruppen.

Tillidsrepræsentanten skal uopfordret have alle oplysninger, som kan være af interesse for hendes funktion, og det vil i denne forbindelse være naturligt, at TR får plads i et eventuelt ansættelsesudvalg.

Bestemmelsen har også til formål at sikre imod usaglig afskedigelse, så der ikke sker afsked, uden at andre muligheder for at løse problemerne har været forsøgt.

Ved overenskomstfornyelsen i 2002 blev der indsat en ny bestemmelse i TR-reglerne om, at tillidsrepræsentanten skal have mulighed for at få alle relevante oplysninger om løn- og ansættelsesforhold for de personer, som pågældende repræsenterer, herunder en liste over de ansatte.

Relevante oplysninger kan eksempelvis være kopi af arbejds- aktivitets- og mødeplaner, lønoplysninger mv. Oplysningerne skal have sammenhæng med overenskomsten og de lokale aftaler. Hvis tillidsrepræsentanten ikke automatisk får oplysningerne, skal de udleveres, når hun beder om at få dem.

Med den stigende decentralisering er der efterhånden mange TR’er, der har fået tillagt kompetence fra de lokale fagforeninger til at forhandle og indgå aftaler om lokal løn for kollegerne. Det er utvivlsomt en både meget vanskelig, men samtidig meget spændende opgave.