Bliv arbejdsmiljørepræsentant (AMR)


Hvad vil det sige at være arbejdsmiljørepræsentant? Få svar på, hvilke opgaver og krav der stilles, hvilke muligheder der er, og hvilken støtte du får fra BUPL.


Opdateret d. 20. august 2018

Som arbejdsmiljørepræsentanten har du en central rolle på arbejdspladsen i forhold til at forebygge og løse problemer med arbejdsmiljøet og udvikle et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Som BUPL medlem får du støtte og vejledning til arbejdsmiljøarbejdet.

Hvis du overvejer at blive arbejdsmiljørepræsentant, er der både en række udfordringer og muligheder i hvervet.

I folderen “Overvejer du at blive arbejdsmiljørepræsentant” kan du læse mere om, hvad det vil sige at være AMR, hvorfor det er et vigtigt hverv, og hvilken form for støtte og konkrete ydelser BUPL stiller til rådighed.
Se folderen: Overvejer du at blive arbejdsmiljørepræsentant (pdf)


Det kræver viden om arbejdsmiljøet at være Arbejdsmiljørepræsentant. Viden om arbejdsmiljøet får du til at starte med via den obligatorisk 3 dags uddannelse, som din arbejdsgiver skal give dig senest tre måneder efter, du er valgt.

Herefter kan du f.eks. få kompetenceudvikling via din kommunes/arbejdsgivers supplerende uddannelse. Din kommune/ arbejdsgiver skal tilbyde dig supplerende uddannelsen hvert år, og du har ret til at deltage i den. Derudover kan du gøre brug af de aktiviteter BUPL stiller til rådighed. Du kan finde din lokale fagforening og læse mere om deres aktiviteter her.

Som arbejdsmiljørepræsentant er din opgave blandt andet at:

  • Have viden om fysisk og psykisk arbejdsmiljø
  • Arbejde med indsatser for et bedre psykisk arbejdsmiljø
  • Arbejde med at løfte det fysiske arbejdsmiljø
  • Være med til at forebygge sygefravær og arbejdsskader
  • Samarbejde med ledelsen i det daglige
  • Samarbejde med tillidsrepræsentanten
  • Være talerør for dine kollegaer
  • Medvirke til at udarbejde Arbejdspladsvurdering (APV)
  • Medvirke til at afholde den årlige arbejdsmiljødrøftelse

Arbejdsmiljørepræsentanten udgør sammen med lederen den lokale arbejdsmiljøgruppe. I skal sammen arbejde for at forebygge og udvikle arbejdsmiljøet. Derudover er der mange udfordringer, som også er en opgave for tillidsrepræsentanten, for eksempel i forhold til samarbejde om det psykisk arbejdsmiljø i institutionen.

Når du som arbejdsmiljørepræsentant skal arbejde med arbejdsmiljøet, er det først og fremmest med udgangspunkt i lovgivningen. Der stilles en række krav til, hvordan det fysiske og psykiske arbejdsmiljø skal være.

Du kan læse mere om arbejdsmiljø og opgaver i BUPL’s folder:
Det daglige arbejdsmiljøarbejde


Alle medarbejdere på institutionen kan blive valgt til arbejdsmiljørepræsentant. Du bliver som udgangspunkt valgt for en to årig periode.

Hvis du er valgt eller genvalgt til arbejdsmiljørepræsentant, er det vigtigt, at du indsender oplysningerne om valget til BUPL. Oplysningerne er vigtige for, at BUPL kan give dig den bedste støtte.

Oplys BUPL om dit valg via denne formular

Derudover skal din kommune/arbejdsgiver have besked om valget, da de blandt andet er ansvarlige for din uddannelse til arbejdsmiljørepræsentant.



Hvis du har spørgsmål om det at være arbejdsmiljørepræsentant, om valg til arbejdsmiljørepræsentant eller arbejdsmiljøarbejdet i din institution eller kommune, kan du kontakte din lokale fagforening.


Til hver arbejdsmiljøgruppe skal der vælges en arbejdsmiljørepræsentant. Ansatte med ledelsesfunktioner må ikke deltage i valget. Arbejdsmiljørepræsentanten er beskyttet på samme måde som tillidsrepræsentanten.

Hvis du er valgt eller genvalgt til Arbejdsmiljørepræsentant er det vigtigt, at du oplyser om valget til BUPL. BUPL har brug for oplysningerne for at kunne give dig den bedste støtte i dit arbejdsmiljø arbejde.

Oplys om valget via formularen her

Arbejdsmiljørepræsentanterne vælges af medarbejderne i det område, som de pågældende skal dække. Arbejdsmiljørepræsentanterne repræsenterer medarbejderne, deres viden og erfaring og skal være i kontakt med dem.

Arbejdsgiveren fastsætter i samarbejde med de ansatte og arbejdslederne det nødvendige antal medlemmer og arbejdsmiljøgrupper i arbejdsmiljøorganisationen ud fra et nærhedsprincip.

Antallet af medlemmer og arbejdsmiljøgrupper skal fastsættes således, at arbejdsmiljøorganisationen til enhver tid kan løse sine opgaver på tilfredsstillende måde i forhold til:

  • virksomhedens ledelsesstruktur
  • virksomhedens øvrige struktur, herunder geografiske forhold, størrelse og beliggenhed
  • virksomhedens arbejdsmiljøforhold, herunder arbejdets art, farlighed, risici og positive arbejdsmiljøfaktorer
  • arbejdets organisering
  • særlige ansættelsesformer
  • andre hensyn, som påvirker arbejdsmiljøopgaverne i arbejdsmiljøorganisationen

Antallet af arbejdsmiljørepræsentanter skal endvidere fastsættes, således at alle ansatte kan komme i kontakt med deres arbejdsmiljørepræsentanter, og således at de ansatte kan drøfte arbejdsmiljøforhold med medlemmer af arbejdsmiljøorganisationen inden for de ansattes arbejdstid.

Antallet af arbejdsledere i arbejdsmiljøorganisationen skal fastsættes, således at der sikres viden om virksomhedens produktion og ydelse.

For yderligere information:
Besøg Arbejdstilsynets hjemmeside