Ny podcast: Pædagogikken rykker ind i familien

11/28/2017

Nu skal barnets hjem også være et læringsmiljø, og pædagoger skal vejlede forældre i barnets tidlige læring. Det viser et nyt forskningsprojekt, som du kan høre forsker Lene S. K. Schmidt fortælle om i denne udgave af Børn&Unge Podcast.

Samarbejdet mellem forældre og pædagoger er i fokus, og pædagogikken begynder at række ud over institutionen og ind i familien. Det viser forskningsprojektet 'Pædagogers samfundsmæssige roller i forældresamarbejde', som Lene S. K. Schmidt, Center for Pædagogik, Professionshøjskolen Absalon, står bag.

Sammen med kolleger har forskeren blandt andet gennemført et policy-studie af et stort antal officielle dokumenter, lige fra højeste plan i OECD og EU og helt ned til den enkelte institutions forældrepjecer og sukkerpolitikker. Konklusionen er, at hjemmet i højere grad end tidligere opfattes som et læringsmiljø, og at pædagoger og forældre forventes at samarbejde om børnenes læring og udvikling.

Hør mere om forskningen i nyeste udgave af Børn&Unge Podcast, hvor du også kommer med til vuggestuen på Corneliusmindevej i Kastrup. Her arbejder pædagoger og forældre sammen gennem små kufferter og logbøger, der fungerer som bindeled mellem hjem og daginstitution.



Hent vores podcast til din app 

Læs om forskningsprojektet i Børn&Unge Forskning

Hent diskussionspapir om forældresamarbejde

Læs forskningsrapporten 

| Senest opdateret 05-12-2017 |