Step-guide

Guide til ledige

Du skal melde dig ledig på jobnet.dk, når du bliver ledig. Derefter skal du udfylde en ledighedserklæring, oprette et CV og begynde din jobsøgning.
  • 1

    Meld dig ledig på jobnet.dk

    Du har kun ret til dagpenge på de dage, hvor du er tilmeldt som ledig på jobnet.dk. Derudover er det en betingelse, at du er klar til at søge job og kan overtage et nyt job med et varsel på en enkelt dag. 

    Det første. du derfor skal gøre som ledig er at melde dig ledig på jobnet.dk. Det er helt afgørende for din dagpengeret, at du fortsætter med at være tilmeldt som ledig, så længe du selvfølgelig er det.  

  • 2

    Udfyld en ledighedserklæring

    • Du ansøger om dagpenge ved at udfylde en ledighedserklæring. Sørg for at melde dig ledig på jobnet.dk, før du udfylder din ledighedserklæring.
    • Husk samtidig at søge om Lønsikring, hvis du er medlem af BUPL. Ansøgning om Lønsikring finder du på ledighedserklæringen.
  • 3

    Opret et CV på jobnet.dk

    CV’et skal være oprettet og aktivt senest to uger efter, du har meldt dig ledig.

  • 4

    Begynd din jobsøgning

    Det er vigtigt, at du registrerer din jobsøgning i din joblog hver uge. Du skal søge mindst 2 job om ugen og registrere dem i din joblog. Husk, at de skal stå som søgt – ellers tæller de ikke med. 

    Hvis du i en periode på 1 måned ikke har søgt og/eller registreret din jobsøgning, kan det koste dig hele 3 ugers dagpenge. Husk derfor at joblogge hver uge. 

  • 5

    Se introvideo før velkomstmødet

    Senest 14 dage efter, du har meldt dig ledig på jobnet.dk, indkalder vi dig til et velkomstmøde.

    Før velkomstmødet skal du udfylde udkastet til din plan online ved BUPL-A. Få det gerne klaret samtidig med, at du ansøger om dagpenge ved at udfylde en ledighedserklæring. 

    Se, hør og læs om, hvad du skal gøre som nyledig i vores introvideo. 

  • 6

    Udfyld dit dagpengekort, når vi har behandlet din ledighedserklæring

    Dagpengekortet er grundlaget for udbetaling af dine dagpenge. Her skal du gøre rede for, om du har haft arbejde, deltidsarbejde, selvstændig virksomhed, holdt ferie eller været syg i den periode, hvor du beder om dagpenge.

    Du skal indsende dit dagpengekort for at få udbetalt dine dagpenge. Dit første dagpengekort er klar til at blive fyldt ud, når vi har behandlet din ledighedserklæring. Du skal derefter udfylde et dagpengekort i slutningen af hver måned for at få dagpenge.

    Pengene er tilgængelige på din konto sidste bankdag i måneden, hvis du sender kortet rettidigt. Allersidste frist for at udfylde kortet er 1 måned og 10 dage efter udløb af den pågældende måned. Hvis du sender dagpengekortet ind senere, mister du retten til dagpenge for den pågældende måned. 

  • 7

    Brug tilbud fra BUPL-A

    Det vigtigste som ledig er selvfølgelig, at du kommer i job. Det vil BUPL og BUPL-A gerne hjælpe dig med. Gør brug af de tilbud, der er. 

    Vær opmærksom på, at du skal stå til rådighed. Læs derfor op på de gældende regler. 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.