Guide: Sådan lærer du børn om ild

Ildebrand er skræmmende, og derfor gemmer børn sig, hvis det brænder. Det er vigtigt, at du snakker med de små om, hvad de skal gøre, hvis ilden er løs. Læs her, hvordan du på en sjov måde kan lære børn om brandsikkerhed.

Så lidt ved børn om brand
Hele 6 ud af 10 børn i alderen 3-5 år ved ikke, hvad de skal gøre, hvis flammer og osende røg angriber deres hjem. Det gælder kun for 3 ud af 10 i den samlede gruppe af børn i alderen 3-17 år. Det viser en undersøgelse foretaget af YouGov i 2013.

7 budskaber, du skal lære børnene 
  1. Børn skal redde sig selv først, hvis det brænder
  2. Børn skal tilkalde en voksen, hvis det brænder
  3. Børn skal stole på, at voksne vil hjælpe – og ikke straffe – i tilfælde af brand
  4. Børn skal have kendskab til at ringe 112 
  5. Børn skal være forsigtige ved brand frem for at påtage sig helterollen
  6. Børn skal vide, at ild kun må tændes sammen med voksne
  7. Børn skal vide, at det er acceptabelt og normalt at være fascineret af ild, men at brug af ild kun må foregå sammen med voksne

Gode samtaleemner
Snak med børnene, og giv dem mulighed for at være nysgerrige og stille spørgsmål. Her er inspiration til, hvad det er godt at snakke med børnene om.
  • En glød og en flamme, hvad er det? 
  • Varsomhed med ild, stearinlys og lamper 
  • Tildækning af elektriske apparater 
  • Børn, som gemmer sig 
  • Røg – husk at krybe 
  • Røgalarmer 
  • Brandøvelse – sådan gør vi 
  • Alarm 112 
  • Bål og bålslukning

Leg jer til sikkerhed
Selvom brand er et alvorligt emne, kan det sagtens være sjovt at lære om nødudgange, røgdykning og brandfarlige ting. Børn kan nemlig lege sig til viden om brandsikkerhed. Og faktisk har de meget lettere ved at lære, hvad de skal gøre, når det brænder, hvis de har oplevet situationen gennem forskellige lege.

4 hotte lege
Kun fantasien sætter grænser, hvis du er frisk på at bruge leg som redskab til at lære børn at tackle ildebrand. Her kan du finde 4 forslag til brandvarme lege.
  1. Huskeleg med brandfarlige ting
    Saml en række brandfarlige ting, for eksempel en lighter, tændstikker, brødrister, lampe, elpære og stearinlys. Lad børnene se på tingene i 10-20 sekunder, og dæk dem så til med et tæppe. Herefter skal børnene huske, hvilke ting der blev vist frem.

  2. Gemmeleg med røgalarm
    Leg gemmeleg, og lad hjælpere med brandhjelm og vest være dem, der skal finde de andre børn. Efter et par minutter trykker en voksen på testknappen til en røgalarm, og så skal alle børnene komme frem og gøre det, der står i institutionens beredskabsplan.

  3. Blindeleg i et røgfyldt lokale
    Forestil jer, at lokalet er fuld af røg. Giv børnene bind for øjnene, og lad dem prøve at kravle ud af lokalet ved at føle sig frem langs væggen.

  4. Tegn nødudgangene
    Lad børnene tegne et kort over institutionen og sætte røde krydser ved alle døre, udgange og vinduer, der kan bruges som nødudgange. Du kan eventuelt lave en plantegning, som du kopierer til børnene, så de ikke selv skal tegne institutionen.

Lær mere
Det pædagogiske materiale ’Glød og Flamme’ er et redskab til at fortælle børn om brandsikkerhed. Her bliver børnene præsenteret for figurerne Glød og Flamme og tager med ud for at slukke ild sammen med Ildefanten. ’Glød og Flamme’ indeholder samtaleemner, aktiviteter og lege. Materialet kan hentes eller bestilles gratis på Borneulykkesfonden.dk

| Senest opdateret 22-10-2014 |