Formål og vedtægter i BUPL Sydøst


BUPL Sydøsts vedtægter, den lokale lederforenings vedtægter og pensionistsektionens formål.


Opdateret d. 08. januar 2018

BUPL Sydøsts formål og vedtægter

§ 1. Fagforeningens hovedopgave er:

– at forhandle indgåede lokalaftaler med lokale arbejdsgivere om medlemmernes løn- og ansættelsesvilkår og arbejdsforhold i øvrigt, herunder personalenormeringer, sikkerheds- og miljøforhold på de enkelte arbejdspladser samt forhold om arbejdets udførelse og institutionernes drift. Derudover at indgå lokale aftaler og lokale kollektive overenskomster om løn – og ansættelsesvilkår.

– at rådgive medlemmerne og varetage forhandlinger af konkrete sager om medlemmernes ansættelsesforhold, bortset fra spørgsmål, som efter beslutning i BUPL’s hovedbestyrelse er henlagt til forbundet.

– at sikre, at enhver arbejdsplads er dækket af tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter efter de til enhver tid gældende regler,

– at varetage uddannelse af tillidsrepræsentanter på arbejdspladsniveau – at skabe rammer for det pædagogiske fags udvikling – at informere medlemmerne om lokale aftaler, herunder holde faglige og oplysende møder,

– at understøtte den lokale lederforening – at udbygge samarbejdet med andre lokale faglige organisationer mv.

– at understøtte den lokale pensionistsektion

Fagforeningens bestyrelse

§ 2. Fagforeningen ledes af en bestyrelse bestående af formand, næstformand, kasserer, hovedbestyrelsesmedlemmer, suppleanter for disse samt øvrige bestyrelsesmedlemmer, herunder valgte lønnede faglige sekretærer. Bestyrelsen skal være på mindst 5.

Stk. 2. Bestyrelsen leder fagforeningens virksomhed i overensstemmelse med disse vedtægter og BUPL’s love samt generalforsamlingens, hovedbestyrelsens og kongressens beslutninger.

Stk. 3. Formand, kasserer og 1 hovedbestyrelsesmedlem forudsættes samtidig at være faglige sekretærer.

Stk. 4. Såfremt formanden, næstformanden eller kassereren fratræder, udpeger fagforeningsbestyrelsen blandt sine medlemmer en efterfølger, der fungerer indtil næste generalforsamling med valg på dagsordenen.

Stk. 5. Af og blandt den lokale lederforenings bestyrelsesmedlemmer, vælges en repræsentant til den lokale fagforeningsbestyrelse. Denne kan ikke samtidig beklæde posten som repræsentant i lederforeningens bestyrelse og kongresdelegeret for lederforeningen.

Stk. 6. Den pædagogiske studieorganisation, som er knyttet til BUPL, kan udpege et medlem i hver fagforening til at deltage i bestyrelsen.

Stk. 7. Bestyrelsesmedlemmer efter stk.5 og stk. 6 indgår på lige fod med øvrige bestyrelsesmedlemmer, dog kan disse medlemmer ikke indgå i fagforeningsbestyrelsens kongresdelegation.

Stk. 8. Fagforeningsbestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, som skal indeholde en bestemmelse om, at 1/3 af bestyrelsesmedlemmerne kan kræve bestyrelsen indkaldt.

Stk. 9. Fagforeningsbestyrelsen er forpligtet til i videst muligt omfang at inddrage fælles- leder- og institutionstillidsrepræsentanterne i BUPL’s virke, herunder i de forhandlinger, fagforeningen fører vedrørende lokale forhold.

Stk. 10. Fagforeningsbestyrelsen er forpligtet til regelmæssigt at informere fagforeningens medlemmer.

Stk. 11. Fagforeningsbestyrelsen er forpligtet til at beskrive, hvorledes det enkelte medlems indflydelse vedrørende lokale forhold sikres.

Ordinær generalforsamling

§ 3. Fagforeningen holder ordinær generalforsamling hvert andet år i perioden 15. september til 15. oktober. Generalforsamlingen afvikles i de år, hvor der er ordinær kongres. Fagforeningen indkalder til generalforsamlingen med angivelse af tid, sted og dagsorden gennem BUPL’s blad. Generalforsamlingen er fagforeningens øverste myndighed. Kun medlemmer der er tilknyttet BUPL Sydøst kan deltage i generalforsamlingen og opstille til poster i fagforeningen. Medlemmerne af BUPL’s forretningsudvalg kan deltage i enhver generalforsamling, men alene stemme i den fagforening, de er tilknyttet.

Stk. 2. Varslet til ordinær generalforsamling er mindst 3 uger. Forslag, der ønskes behandlet, indsendes til fagforeningsbestyrelsen senest 8 dage før en generalforsamling. For lovforslag gælder § 21, stk. 1, i BUPLs love.

Stk. 3. Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter::

1. Valg af dirigent og referent.

2. Konstatering af lovlig indvarsling og godkendelse af dagsorden og forretningsorden. 3. Bestyrelsens beretning.

4. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.

5. Behandling af indkomne forslag.

6. Behandling af forslag til budget, herunder fastlæggelse af fagforeningens normeringsplan.

7. Valg af:

a) Formand.

b) Næstformand.

c) Kasserer

d) To Hovedbestyrelsesmedlemmer

e) To hovedbestyrelsessuppleanter

f) Faglige sekretærer

g) Eventuelle øvrige bestyrelsesmedlemmer ud over de under 7 a), b), c), d), e) og f) valgte, således at denne efter generalforsamlingens bestemmelse kommer til at bestå af mindst 5 medlemmer og højst 19 medlemmer.

h) Suppleanter til bestyrelsen, således at der efter generalforsamlingens bestemmelse vælges mindst 3 og højest 6 suppleanter.

i) Kongresdelegerede blandt de valgte bestyrelsesmedlemmer og suppleanter til bestyrelsen, ekskl. Hovedbestyrelsesmedlemmer.

j) 3 suppleanter for de kongresdelegerede blandt de valgte bestyrelsesmedlemmer og suppleanter til bestyrelsen, ekskl. Hovedbestyrelsesmedlemmer.

k) To kritiske revisorer.

l) Suppleanter for kritisk revisor.

Stk. 4. Medlemmer, der opstiller til tillidsposter i fagforeningen, skal være tilknyttet denne (jf. BUPL’s love, § 17, stk. 2).

Stk. 5. Alle bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen.

Stk. 6. Alle bestyrelsessuppleanter vælges for 2 år ad gangen.

Stk. 7. Senest 10 dage efter generalforsamlingen skal fagforeningen sende referat fra generalforsamlingen, som er godkendt af dirigenten til forbundet.

Ekstraordinær generalforsamling

§ 4. Der afholdes ekstraordinær generalforsamling afholdes, hvis fagforeningsbestyrelsen kommer ned på under 5 medlemmer, hvis fagforeningsbestyrelsen eller hovedbestyrelsen finder det påkrævet, eller hvis 1/10 af medlemmerne fremsætter begæring herom med angivelse af dagsorden til fagforeningsbestyrelsen. Der skal indkaldes skriftligt, med mindst 5 hverdages varsel med angivelse af tid, sted og dagsorden.

Stk. 2. Generalforsamlingen skal afholdes senest 4 uger efter, at begæring er fremsat.

Stk. 3. Såfremt generalforsamlingen udtrykker mistillid til fagforeningsbestyrelsen, træder denne tilbage. Vælges der ikke på generalforsamlingen en ny bestyrelse, skal dette meddeles BUPL, hvis forretningsudvalg har ansvaret for for at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling i fagforeningen.

Fagforeningens økonomi

§ 5. Fagforeningen udgør en selvstændig økonomisk og juridisk enhed.

Stk. 2. Bestyrelsen er under ansvar over for generalforsamlingen berettiget til at foretage enhver retlig og økonomisk disposition på fagforeningens vegne. Fagforeningen tegnes retligt og økonomisk, herunder ved køb, salg og pantsætning af fast ejendom, i fællesskab af formanden, kassereren samt ét yderligere bestyrelsesmedlem valgt af bestyrelsen. Fagforeningen kan ikke træffe retlige og økonomiske dispositioner, der på nogen måde kan forpligte landsforbundet.

Stk. 3. Kassereren udarbejder et årligt regnskab, der følger kalenderåret. Senest 1. april i det følgende år forelægger kassereren regnskabet for de(n) på generalforsamlingen valgte kritiske revisor samt sikrer, at det fremsendes til den af BUPL udpegede statsautoriserede revisor.

Ændring af fagforeningens vedtægter

§ 6. Vedtægten kan kun ændres på en generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer (jf. BUPL’s love, § 24, stk. 2).

Stk. 2. Vedtægten for den lokale fagforening kan aldrig indeholde bestemmelser, der er i strid med BUPL’s love. Uoverensstemmelser herom afgøres af BUPL’s hovedbestyrelse under ansvar over for kongressen.


Vedtægter for den lokale lederforening

Lederforeningen i BUPL Sydøst varetager ledernes interesser i BUPL’s fagforening på Syd- og Østsjælland, Lolland-Falster og Møn.

Lederforeningen vælger hvert år på lederforeningens årsmøde en bestyrelse til den lokale lederforening, som samarbejder med BUPL Sydøsts bestyrelse.

BUPL og BUPL’s lederforening gennemfører arrangementer for og om ledelse af pædagogisk arbejde. Desuden tilbyder fagforeningen lederrådgivning og coaching til foreningens ledermedlemmer.

Lederforeningens vedtægter fremgår af BUPL’s lovsamling. Se side 25-26.

Hent lovsamling 2017-18


Den lokale pensionistsektions formål og vedtægter

Pensionistsektionen arrangerer kulturelle, faglige og sociale aktiviteter for medlemmerne.

Medlemmer: Pensionister og efterlønnere.

Geografisk område: Køge, Faxe, Stevns, Ringsted, Næstved, Vordingborg, Lolland og Guldborgsund.

Bestyrelsens mål:

  • At pensionistsektionen vil være synlig og levende.
  • At alle vil være aktive og støtte op om vores aktiviteter.
  • At I vil kontakte os med gode forslag eller andet.
  • At der oprettes lokale klubber i de otte kommuner.

Hent vedtægter for Pensionistsektionen Sydøst


Bestyrelse

Arrangementer