Guide: Sådan taler du med forældre om børnenes ferie

Flere pædagoger mener, at det er vanskeligt at tale med forældrene om børnenes ferie, viser undersøgelse fra Socialstyrelsen. Få gode råd til at skabe dialogen.
Ferie i Danmark

Knap syv procent af børnene i dagtilbud holder mindre end tre ugers ferie, og 1,6 procent holder slet ikke ferie. Det viser en kortlægning fra Socialstyrelsen.

Samtidig fortæller pædagogerne, at det kan være svært at tale med forældre om, at deres barn vil have glæde af et større afbræk fra dagtilbuddet til fordel for et øget samvær med forældrene.

»Vi ved fra forskning, at børns samvær med forældrene har afgørende betydning for, hvordan de trives og udvikler sig. Det gælder uanset, hvilke forudsætninger forældrene har,« siger Sigrid Ingeborg Knap, leder af Team Dagtilbud i Socialstyrelsens Center for Børn, Unge og Familier.

Otte procent af de adspurgte forældre oplever udfordringer med at holde ferie med deres barn. Nogle fordi de ikke kan holde ferie på grund af nyt job, sæsonarbejde, eller fordi de er selvstændige, mens andre har brugt deres ferie til at forlænge barselsorloven. Der er også forældre, som synes, det er dyrt at holde ferie, eller som ikke ved, hvad de kan lave med barnet i ferien. Det kan derfor være en hjælp at give forældre ideer til konkrete aktiviteter i lokalområdet.

Fokus på øget trivsel får forældre til at prioritere børnenes ferie 

I det hele taget kan det motivere forældre til at holde mere ferie med barnet, når pædagoger gør det klart, at det har værdi for barnets trivsel og læring, at familien er sammen på en anderledes måde end i hverdagen. Det siger både forældre og pædagoger i kortlægningen. Men det kan være grænseoverskridende at tage hul på den snak, fordi ferie anses for et privat anliggende.

»Vi har ikke undersøgt, hvorfor pædagoger holder igen med at gå i dialog med forældre om børns behov for ferie, men i kortlægningen efterlyses redskaber, som kan understøtte dialogen og den fælles refleksion med forældrene om børnenes ferie,« fortæller Sigrid Ingeborg Knap.

Det har fået Socialstyrelsen til at udarbejde et refleksionsværktøj, en plakat og et postkort, som pædagoger kan bruge til at skabe opmærksomhed om børns ferie samt inspirere til aktiviteter og samvær mellem børn og forældre.

Gode spørgsmål til jer, når I skal i dialog med forældrene

Det kan motivere forældrene til at holde ferie med deres barn, hvis I viser dem, at det er vigtigt for barnet. Det kan også hjælpe, at I giver forældrene idéer til, hvad de kan lave i ferien, så de understøtter barnets trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Her er tre trin med masser af spørgsmål, der kan inspirere jer, når I vil skabe en god dialog med forældrene.

1. Vores praksis i dag

  • Hvilken betydning tillægger vi børnenes ferie fra dagtilbuddet?
  • Hvad kendetegner vores børn? Er der børn, som kalder på vores opmærksomhed, når det handler om ferie? Hvad fortæller vores indberetningssystem om deres mængde af ferie?
  • Hvordan taler vi med forældrene om, hvad det betyder for deres børn at holde ferie? Giv gerne konkrete eksempler.
  • Hvordan inviterer vi forældrene til dialog om deres børns behov for ferie?

2. Vores tilgang til dialog med forældrene

  • Hvilke faglige overvejelser ligger bag vores vurderinger af barnets behov for ferie?
  • Hvordan ønsker vi at gå i dialog med forældre i de tilfælde, hvor det er relevant? Fx:
    Hvem tager dialogen - pædagog eller leder?
  • Hvornår er det passende at tale med forældre om barnets ferie?
  • Hvordan skal rammen være? En snak i garderoben eller et møde på kontoret?
  • Hvad kendetegner en god dialog med forældrene?
  • Hvordan sikrer vi, at dialogen om ferie tager udgangspunkt i barnets behov?
  • Hvordan inddrager vi forældrenes perspektiver i dialogen?

3. Handlinger i vores praksis

  • Hvilke handlinger vil vi konkret udføre i den kommende tid for at sætte fokus på børns
    ferie i forældregruppen?
  • Hvad er ledelsens opgave i forhold til at støtte gode dialoger med forældrene?
  • Hvad er det pædagogiske personales opgave?
  • Hvornår og hvordan følger vi op på vores erfaringer med at sætte fokus på børns
    ferie i samarbejdet med forældrene?

Tip: Sæt ferien på opslagstavlen

  • Socialstyrelsen har lavet en plakat og et postkort om ferie, som kan printes ud og udfyldes børnenes oplevelser eller med jeres snak med børnene om ferie.

    Den kan også understøtte dialogen med forældre, når I sammen med ­barnet fortæller, hvorfor og hvordan I har udfyldt plakaten. Plakaten giver med andre ord anledning til at tale om ferie ud fra barnets perspektiv.

    Postkortet kan I dele ud til alle børn og forældre. På bagsiden kan de tegne og beskrive, hvad de har lavet i ferien. Børnene kan sende postkortet til én, de kan lide, eller de kan tage det med tilbage i institutionen, så I kan tale med børnene om, hvad de har lavet i ferien.

    Socialstyrelsen har også lavet vejledninger og refleksionsspørgsmål.

    Læs mere og find materialerne her.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.