Forskningsmillioner skal være et rygstød til professionen

Den danske daginstitutionstradition er noget helt særligt. Det ved vi som pædagoger, fordi det er os, der har udviklet den.

Vi hylder børneperspektivet og ser børn som kompetente væsner, der i takt med deres udvikling skal lære at mestre verden. Vi ved, at vejen til udvikling går gennem leg, relationer og evnen til at indgå i og bidrage til fællesskabet.

Men vi har i mange år været udfordrede i forhold til at udvikle de danske daginstitutioner med udgangspunkt i pædagogers viden om praksis og fagprofessionelle dømmekraft. Ledere og pædagoger har været presset på tid, og kommunernes effektiviseringer har betydet dårligere normeringer, mindre faglig ledelse og mindre efter- og videreuddannelse.

Til gengæld har konsulenthuse haft kronede dage og udbudt eksotiske koncepter udviklet i England eller USA, som kommunerne har købt som quickfix. I tilgift har udsultning og markedsgørelse af uddannelsesstederne skabt en dårligere grunduddannelse, men også en akut mangel på dansk forskning på et niveau, der dels har tyngden til at udfordre og bidrage til professionen og uddannelsen og dels har en tilknytning og relevans for den pædagogiske praksis.

Det bliver der lavet om på nu. Folketinget, med forsknings- og uddannelsesminister Ane Halsboe Jørgensen (S) i spidsen, er nemlig blevet enige om, at der de næste fire år skal sættes 50 millioner kroner af til forskning på daginstitutionsområdet. Og det er en stor sejr for vores profession. Ikke mindst fordi ministeren, ligesom vi, er optaget af, at forskningen bliver praksisnær og til gavn for pædagoguddannelsen og pædagogers efter- og videreuddannelse. Samtidig skal den også være med til at styrke pædagogers anseelse, som en profession med en vigtig opgave og et stærkt vidensgrundlag. Et behov, vi i øvrigt også har på fritidsområdet.

De kommende måneder vil rammen omkring forskningsmidlerne blive forhandlet politisk. Og for BUPL er målet, at pengene til forskning, sammen med bedre ­normeringer, bliver endnu et skridt mod at give vores faglighed et velfortjent ­rygstød og den anerkendelse, vi fortjener.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.