Da Rasmus Willig i en artikel slog til lyd for større anerkendelse af det pædagogiske arbejde, gik nettet amok. »Pædagogerne ved jo godt selv, hvor stor værdi, deres arbejde har, men bekræftelsen skal jo komme fra andre«, siger sociologen og forskeren.

Opdateret d. 16. april 2018

Af: Kurt Balle, Journalist

»Pædagogisk arbejde har ikke den status, det er berettiget til,« lød overskriften på artiklen med sociolog og forsker Rasmus Willig, og da teksten blev lagt ud på Facebook, havde den på kort tid fået mere end et par tusinde reaktioner fra pædagoger. Teksten blev delt flittigt, og de delte tekster blev herefter yderligere delt i stort omfang. Budskabet om, at pædagogisk arbejde samfundsmæssigt er uhyre vigtigt, blev således hurtigt bredt godt og grundigt ud.

»Det har jeg det godt med på pædagogernes vegne,« siger Rasmus Willig.

»Det kan godt undre, at der i samfundet i dag ikke er større forståelse for og viden om, hvor vigtigt og afgørende netop arbejdet med de 0-6 årige børn er. Pædagogerne ved det godt selv, men bekræftelsen i, at det er sådan, skal jo komme fra andre.«

Ifølge Rasmus Willig går anerkendelse ’på to ben:’

»Anerkendelsen er både materiel, det vil sige lønmæssig, og immateriel, det vil sige gode arbejdsbetingelser, gode normeringer og god forståelse for, hvor vigtigt arbejdet er. Og disse to former for anerkendelse er uløseligt forbundet,« siger sociologen og forskeren.

»Anerkendelse er at blive lyttet til«

Det er da også netop disse to former for anerkendelse, der efterlyses i de mange kommentarer. Som Mette Hansen præcist skriver det: »Anerkendelse er ordenlig uddannelse, ordentlige normeringer, ordentlig løn og ordentlige arbejdsforhold.«

Susanne Lehmann Hobolt Jensen bruger lidt andre ord, men budskabet er det samme: »Vi bruger os selv. Vi ved, vi gør en forskel. Vis os den tillid og respekt, vi fortjener.«

Flere pædagoger kommer i deres kommentarer ind på, hvad de konkret mener med mere anerkendelse. Én af dem er Magnus Ravn Åxman:

»Anerkendelse ville være at vi blev lyttet til, når vi anbefaler hjælp til børn. Det er så ulige, hvem der kan få hjælp. Naturligvis vil jeg gerne have mere i løn, men først og fremmest vil jeg gerne have et system, der gør det muligt for mig at hjælpe de børn, der har mest brug for det.«

Annie Skov er inde på noget af det samme i sin kommentar. Hun nævner mere i løn og bedre normering som det, der ville være udtryk for mere anerkendelse, men derudover kommer hun ind på sine egne erfaringer fra sit arbejde som vuggestuepædagog:

»Det er vigtigt, at vi er pædagoger nok, så vi kan støtte, ikke kun de børn, der har det svært, men også familien. Med bedre normering kunne vi yde en langt bedre indsats. Vi pædagoger er med til at få samfundet til at fungerer, og det skal vi belønnes for. Vi laver meget mere end ’bare at skifte bleer’.«

Flere pædagoger giver på samme måde udtryk for, at de med bedre normeringer ville kunne udføre et bedre arbejde. Der er tydelige frustrationer over, at normeringer gør det umuligt at udføre det pædagogiske arbejde, de er uddannet til og gerne vil udføre.

Den faglige stolthed

Inger Rom arbejder også som pædagog i en vuggestue, og hun kommer i sine kommentarer ind på, hvor vigtigt det er, at børnene kan være omgivet af rolige og rummelige voksne:

»Jeg kan tydeligt se reaktionen på de små nye børn i vuggestuen, hvis jeg en dag har travlt og ikke formår at være den rolige trygge voksne, der kan tage udgangspunkt i det enkelte barn og rumme deres meget forskellige behov.«

Tonny Albert Munnecke kommenterer i sin kommentar Rasmus Willigs hovedbudskab: At arbejdet med de mindste børn er afgørende og har stor samfundsmæssig betydning:

»Det er så vigtigt, at også helt små børn både bliver set, hørt, og kommunikeret med. Den faglige stolthed skulle gerne være hos alle pædagoger, men den skal ind imellem gødes, som al god jord, for at den kan trives og bestå.«

Læs hele debatten om anerkendelse på BUPL’s Facebook side her.