Det er svært, både som pædagog og som menneske, når et barn er udenfor. Men vandhullet blev et vendepunkt for Nicolaj Poulsen, for her begyndte en drengs rejse ind i fællesskabet.

Opdateret d. 24. februar 2021

Af: Mikkel Prytz (journalist), Foto: Jeppe Carlsen

Drengen gik i 3. klasse, og han havde det svært. Det var en fysisk aktiv klasse, og fysisk aktivitet var ikke hans stærke side. Han blev ikke engang spurgt, når de andre skulle spille fodbold, for han kunne jo ikke finde ud af det. Men han ville så gerne være sammen med de andre. Og jeg var fast besluttet på at hjælpe ham med det.

Det var en svær opgave at stå med som pædagog og fagperson, men også som menneske. For det er så hårdt at se et barn, som ikke kan komme ind i fællesskabet. Ikke, fordi de andre børn er onde. Men bare, fordi de gerne vil spille fodbold, og det gør man nu en gang bedst uden ham.

»De kan ikke lide mig,« sagde drengen, og jeg blev så ked af at høre det.

»Ok, så de vil ikke spille dig bolden?« prøvede jeg, men for ham var det ikke det, det handlede om. Han var ikke med i legen, for fællesskabet ville ikke have ham med. Og mennesker vil gerne være med i fællesskabet. Især når man går i 3. klasse. Så er der ikke noget, man hellere vil, end at passe ind.

 

Der blev rift om drengen

En dag tog min studerende og jeg klassen med til et vandhul. Vi vidste, at drengen ville synes godt om at studere vanddyr, og vi havde håbet på, at hans interesse for emnet ville få en positiv indflydelse på hans relationer til de andre børn. Men vi havde aldrig turdet regne med, at dagen ville få så stor betydning, som den fik.

Nicolai Poulsen husker stadig oplevelsen ved vandhullet, som har fået stor betydning for hans pædagogiske faglighed. Foto: Jeppe Carlsen

Drengen har nærmest fotografisk hukommelse. Han husker alt, hvad han har set og lært. Vi havde slæbt en stabel bøger med, og det var meningen, at børnene skulle bruge dem til at lære om de dyr, vi så. Det gad børnene ikke. For det var nemmere at løbe over til drengen og spørge ham, end at slå op i bøgerne.

Pludselig var der rift om drengen, ja de ligefrem sloges om at komme til at tale med ham først. Det havde han aldrig prøvet før. Og han nød det så meget.

Det blev en aha-oplevelse for mig. På pædagogstudiet havde jeg masser af gange læst om, at det handler om at arbejde med børns ressourcer. Men det blev først håndgribeligt for mig i det sekund, jeg kunne se, at han kunne få en plads i det sociale hierarki, når hans stærke sider kom i spil. Og det gav mig blod på tanden til at fortsætte arbejdet.

 

Hjælpelærer

Drengen var megadygtig til Minecraft, og for fire år siden var det et relativt nyt spil. Vi besluttede os for at lave et forløb med Minecraft, men først spurgte vi drengen, om han ville være med til det.

Og vi fortalte ham, at han skulle være min hjælpelærer. Ikke noget med bare at sidde og spille i hjørnet. Han skulle vise de andre, hvordan man gør. Det ville han gerne. Alt andet end at spille fodbold.

Vi fik skabt et digitalt fællesskab, hvor børnene spillede på samme server, og drengen viste sig at være megagod til at forklare de andre, hvordan du bygger alt muligt i spillet. Nu var der rift om ham igen, og drengen kom for alvor ind i varmen.

 

Følelsen sidder stadig i mig

Efter en uges tid med Minecraft-forløbet så jeg, at drengen var på vej udenfor.

»Hvor er du på vej hen?« spurgte jeg, og drengen svarede, at han skulle ud at spille fodbold.

Jeg gik ud til de andre drenge på fodboldbanen, og det står stadig lysende klart for mig, hvad de sagde:

»Han er ikke så god til at spille fodbold, men han kan jo bare stå på mål.«

Pladsen var reserveret til dem, der ikke var så gode med bolden, men stadig var en del af fællesskabet. Nu fik drengen lov til at være med, og han var så glad. Det var jeg også, og følelsen sidder stadig i mig, selvom det er fire år siden.

Det er en tankegang, jeg virkelig har taget med mig, når jeg oplever et barn med udfordringer, hvad enten de er fysiske eller sociale. Det handler om at skabe en ny historik for barnet, finde ud af hvad barnet allerede kan og bruge styrkerne til at vise ham eller hende i et andet lys for kammeraterne. Det er den vinkel, jeg har fået på mit arbejde, siden den episode ved vandhullet.

 

Pædagogen bag fortællingen

  • Nicolaj Poulsen (32)
  • Pædagog ved Ølsted Skole
  • Uddannet i 2014, har arbejdet på skole og i børnehave
  • Praktikvejleder