I overgangsfasen mellem den nye og gamle ferielov kan feriedage gå tabt, og det skal lederne være særligt opmærksomme på.

Udgivet d. 5. november 2021

Af: Mikkel Kamp, journalist / Foto: Colourbox,

Det er en god idé at tjekke ferieregnskabet, så både medarbejdernes og din egen ferie ikke går tabt.

Grundprincippet er, at kun én ferieuge kan overføres, mens feriedage fra dele af 2020 slet ikke kan overføres.

Læs detaljerne om feriereglerne her:

Gammel ferie kan gå tabt

I 2020 gik vi over til en ny ferielov, hvilket medførte et forkortet ferieår, som løb fra 1. maj til 30. september 2020.

Feriedage fra netop den periode skal være opbrugt, inden vi forlader 2021. Hvis de ikke er brugt – både dine egne og medarbejderens – er de spildt. Ubrugte feriedage fra det forkortede ferieår i 2020 kan nemlig som udgangspunkt hverken udbetales eller overføres til næste år.

Ifølge feriereglerne bør arbejdsgivere sikre, at medarbejdernes tidligst optjente (de ’ældste’) feriedage bruges, når de afholdes ferie, så det er en god idé, at du som leder tjekker, om der stadig skulle ligge ferie fra det korte ferieår, både din egen og medarbejdernes.

Kun en uges ’ny’ ferie kan overføres

Når du på den måde har sikret, at den ’gamle’ ferie bliver brugt op, kan du med fordel tage et kig på de feriedage, du og medarbejderne har optjent fra 1. september 2020 til 31. august 2021 – altså efter det forkortede ferieår.

Hvis der ligger ubrugt ferie herfra, kan man overføre op til en uge af den. De resterende uger skal være brugt inden nytår.

Det betyder altså, at du og medarbejderne som udgangspunkt skal have afholdt 4 ud af 5 ugers ferie fra ferieåret 1. september 2020 til 31. august 2021 inden nytår.

Hvis du har yderligere spørgsmål til reglerne, kan du kontakte din lokale fagforening.