Overenskomstforhandlinger, strejke og lockout er i disse dage det helt store samtaleemne blandt pædagoger. Meningerne er mange, men hvor meget skal børnene inddrages? Vær ærlig, men skån børnene for frustrationer og fordomme, råder psykolog Margrethe Brun Hansen.

Opdateret d. 16. marts 2018

Af: Maria Klit (Journalist), Foto: Pressefoto

Konfliktfeberen raser, og for pædagoger landet over fylder spørgsmål om strejke, forhandlinger og lockout naturligvis meget. I sit arbejde som pædagog skal man dog være varsom med, hvor meget man lufter sine holdninger. Selvom overenskomstforhandlingerne primært angår de voksne, kan børnene nemlig slet ikke undgå at blive påvirket. Det mener psykolog Margrethe Brun Hansen, der har beskæftiget sig med børneområdet i mange år.

»Det er ingen tvivl om, at det berører børnene, for ordene bliver jo sagt. Det er helt okay at have sympati for det ene eller det andet, men når man arbejder med børn, så må man tage udgangspunkt i deres verden. Hvis man vil gøre noget godt for børnene, så skal man lufte sin vrede og sine frustrationer et andet sted,« siger hun.

Et spørgsmål om alder

Ifølge Margrethe Brun Hansen er alderen afgørende for, hvor meget børnene skal inddrages. Det giver ikke mening at involvere de 0-3 årige børn, for de er alt for små til at forstå det. Anderledes forholder det sig med de lidt større børnehavebørn, der hurtigt vil opfatte, at der bliver snakket om strejke eller lukkede institutioner, fortæller hun.

»Her skal man ikke være så bange for at bruge ordet strejke og forklare børnene, hvad det handler om, selvom det er et meget abstrakt begreb for dem. Man kan sagtens forklare dem, at institutionen skal lukke, fordi pædagogerne skal holde møde et andet sted. Man kan forklare dem, at man skal snakke lidt om løn, og at det er sådan noget, vi gør en gang imellem.«

De større børn i 2-3. klasse har langt bedre forudsætninger for at forstå, hvad det hele handler om. Her kan der sågar være vigtigt læringspotentiale i overenskomstforhandlingerne og den eventuelle konflikt, mener Margrethe Brun Hansen.

»Dem kan man sagtens forklare lidt om, hvordan vi forhandler løn i Danmark, og at vi har nogle overenskomster. Det handler jo om demokratiet og om retten til at sige fra, hvis man ikke synes, at man har ordentlige betingelser. Det er en slags samfundsvidenskab i børnehøjde«, siger hun.

Tænk over ordene

Det er vigtigt, at man tænker over, hvilke ord man bruger, når man taler om overenskomstforhandlinger og konflikt. Hvis man bruger ord og sætninger som ’forfærdeligt’, ’ikke styr på noget’, eller ’hvad gør vi’, skaber man utryghed for børnene, mener Margrethe Brun Hansen.

»De bliver usikre og bange, hvis de hører enten derhjemme eller i institutionen, at der ikke er styr på noget som helst, eller at det hele også bare er pædagogernes eller Kommunernes Landsforenings (KL) skyld. Overvej, hvad sådan nogle ord gør i deres lille univers. De bliver bange, fordi de kan mærke en vrede imod nogen, og de vil jo tro, at ingen har styr på noget som helst,« siger hun.

De voksne er nødt til at huske på, at det også går udover børnene, hvis institutionen skal lukke. De vil savne både deres venner og pædagoger, og måske skal de passes et helt andet sted, forklarer Margrethe Brun Hansen.

»Børnene er begyndt på renlighedstræning eller er lige kommet ind og sove på madras på gulvet. Der er mange små og store udviklingsprojekter i gang, som pludselig går i stå. Så det er jo også deres hverdag, vi pludselig lukker ned«, siger hun.

Okay at være uenige

De forskellige holdninger til overenskomstforhandlingerne kan betyde, at børnene møder mange forskellige synspunkter. Ifølge Margrethe Brun Hansen kan man både som pædagog eller forælder sagtens fortælle børnene, at man synes, det er lidt træls, at institutionen skal lukke. Det vigtigste er, at man ikke er emotionel eller fordomsfuld i sine udmeldinger, for børnene står i et svært dilemma.

»Børnene er loyale overfor deres forældre, men de er også meget glade for deres pædagoger. Pædagogerne er jo tryghedsankeret hele dagen igennem. Derfor nytter det ikke at fortælle børnene, at nu gider vi pædagoger ikke arbejde mere til den løn, eller at forældrene siger, at nu gider pædagogerne ikke gå på arbejde«, fortæller hun.

I stedet skal man hjælpe børnene igennem de interessekonflikter, der kan opstå. Hvis et barn fortæller nede i børnehaven, at det har fået at vide, at pædagogerne er dovne og ikke gider gå på arbejde, så skal man som pædagog være professionel. Man kan fortælle barnet helt objektivt, at sådan kan voksne godt tænke, og at det er okay. Og så kan man jo sige til barnet, at man nu ellers synes, at man har travlt og løber stærkt hver dag,« råder Margrethe Brun Hansen.

»På den måde kan børnene gå tilbage til deres forældre og fortælle, at sådan synes de altså ikke nede i børnehaven. Og så har barnet alligevel lært, at man kan have det godt sammen, selvom man er uenige,« siger hun.


Fem gode råd fra Margrethe Brun Hansen:
  • Vær professionel, og tag udgangspunkt i børnenes perspektiv
  • Vær ærlig omkring konflikten, men undgå fordomsfuldt og emotionelt sprog
  • Undgå vrede og placering af skyld, der gør børnene usikre
  • Hav en god dialog med forældrene
  • Husk, at børnene også taber noget på en konflikt