Skole- og fritidspædagog Albert Christensen vil ligesom 200.000 andre danskere gerne op i tid men må nøjes med 25 timer om ugen. Med så få timer er det svært at slå til, siger han.

Udgivet d. 11. februar 2019

Af: Trine Vinther Larsen, Journalist

Først blev Albert Christensen ansat som skole- og fritidspædagog på 35 timer. Under finanskrisen blev han ufrivilligt sat ned til 33 timer. Og i forbindelse med skolereformen i 2014 blev hans stilling reduceret til kun 25 timer. Med så få timer er det svært at slå til fagligt, oplever Albert Christensen.

»Jeg er nærmest blevet en skygge af mig selv,« siger han.

Som skole- og fritidspædagog vil han gerne udvikle og pleje relationerne til både børnene og deres forældre. Støtte børn, der mistrives, og stå for meningsfulde aktiviteter med eleverne – gerne i samarbejde med både pædagog- og lærerkollegerne.

»Jeg kæmper hver eneste dag for at få lov til at yde en indsats men bliver bremset i at udøve min faglighed. ’Det har du ikke timer til’, eller ’det har vi ikke ressourcer til’, siger ledelsen. Men mine kolleger er også frustrerede, for hverdagen hænger ikke sammen. For eksempel skal vi pædagoger hente børnene i alle skoleklasserne, når de skal hen i SFO’en, men det kan vi ikke, for i SFO’en er vi slet ikke en voksen pr. klasse,« siger Albert Christensen.

Han mener, at det er svært at leve op til sin rolle som primærpædagog for en klasse.

»Det er efterhånden så som så med det primære. Der kom en forælder og spurgte mig: ’Hvordan har mit barn det i klassen?’. Og jeg måtte svare: ’Hvad synes du selv? Jeg kan ikke svare dig, for jeg har næsten aldrig kontakt med dit barn’. Mit arbejde er relationsbaseret, men på 25 timer er det svært at nå at lære alle børnene bare lidt at kende,« siger Albert Christensen.

Vil op i tid

Albert Christensen vil tilbage til sine oprindelige 35 timer, og han er langt fra den eneste, som gerne vil op i arbejdstid. Kort før årsskiftet viste en undersøgelse baseret på tal fra Danmarks Statistik, at op mod 200.000 danskere gerne vil arbejde flere timer. Og det gælder også for en stor del af pædagogerne, viser en ny BUPL-survey foretaget blandt 473 pædagoger i december 2018.

I surveyen svarer 56 procent, at de i dag er deltidsansatte, og langt de fleste, 85 procent, har selv valgt det. Men spørger man de 85 procent, om de ville arbejde mere, hvis deres arbejdsvilkår var bedre, så svarer 21 procent, at de ville være klar til at gå på fuldtid. 38 procent siger, at de i så fald var parat til en mindre stigning i arbejdstiden. Samlet svarer det til, at 59 procent af de deltidsansatte pædagoger gerne vil gå op i tid.

Kollegiale og økonomiske konsekvenser

For mange er det dog ikke muligt, og heller ikke Albert Christensen kan få lov. Det går ikke alene ud over hans muligheder for at være den pædagog, han gerne vil være. Det rammer ham også på pengepungen.

»Det har enorme konsekvenser for mig, hvis jeg skal blive meget længere på den løn, jeg har i dag, og jeg klarer det kun, fordi min kone har et fuldtidsjob,« siger Albert Christensen.

Han oplever også kollegiale konsekvenser af deltidsansættelsen. Mange af især lærerkollegerne har flere timer end han, og det påvirker hans rolle i lærer- og pædagogsamarbejdet negativt.

»Det betyder, at jeg som pædagog ofte kører med på baghjul. Jeg har oplevet indtil flere gange, at lærere har lavet alt forarbejdet, og hvis jeg spørger, hvad jeg kan bidrage med, har de ikke noget. En anden gang havde jeg forberedt aktiviteter til skolens sundhedsuge – nogle bevægelses- og samarbejdsøvelser udenfor – men så bestemte læreren, at børnene skulle klippe sund mad ud af reklameblade og altså sidde inde på deres flade, som de hele tiden gør. Nogle lærere vil gerne samarbejde, men med andre kan det stadig være svært at tilkæmpe sig en plads i skolen, og det hjælper ikke, hvis man kun er 25 timer på skolen,« siger Albert Christensen.

Vi må råbe op

Som faglig stolt pædagog finder han det frustrerende, og han er også ked af at se, hvordan det går ud over børnene, hvis deres klassepædagoger har for få timer med dem.

»Jeg ved godt, at det er en snak om ressourcer og politiske prioriteringer, men nu må vi råbe op. Og vores ledere må kæmpe vores og børnenes kamp. Der er jo nok af arbejde for pædagoger at tage fat på i skolen. Masser af børn mistrives, fordi de er tvunget ind i et skolesystem, som de skal tilpasse sig – og ikke omvendt. Og inklusionstanken falder helt til jorden. I en klasse har man måske 4-5 elever, som har alt muligt udiagnosticeret. De hænger i gardinerne, og de løber ud af klassen, og hverken som pædagog eller lærer kan du nå at fange dem ind og spørge til, hvad der er galt. Som forholdene og normeringerne er i dag, kan vi kun lige sætte et plaster på amputationen. Det stopper ikke blødningen,« siger Albert Christensen.

 

Seks ud af ti deltidspædagoger vil op i tid

BUPL-survey foretaget blandt 473 pædagoger i december 2018 viser, at 56 procent er deltidsansatte og 85 procent af dem har selv valgt det. Men spørger man de 85 procent, om de ville arbejde mere, hvis deres arbejdsvilkår var bedre, svarer:

21 %
Ja, jeg ville være parat til at gå op på fuldtid

38 %
Ja, jeg ville være parat til en mindre stigning i arbejdstiden

41 %
Nej, jeg ville ikke gå op i tid uanset arbejdsvilkårene